Håndbold

Casper U. Mortensen færdig i Barcelona

Efter tre år stopper landsholdspilleren i FC Barcelona.

Den danske landsholdsfløj Casper U. Mortensen forlader de nykårede Champions League-vindere, FC Barcelona.

Det skriver håndboldspilleren i et opslag på Instagram.

- Nye udfordringer venter for mig nu, og jeg ser frem til, hvad fremtiden bringer, skriver Casper U. Mortensen.

Hvor karrieren går hen nu, nævner venstrefløjen ikke.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Casper U. Mortensen, der ikke har mere at tilføje på nuværende tidspunkt.

Hans kontrakt med Barcelona udløb efter indeværende sæson, som altså sluttede på den perfekte måde med sejr i Champions League-finalen over Aalborg.

- Jeg kom til klubben tilbage i 2018 med et mål: at vinde Champions League. Sidste søndag lykkedes det mål.

31-årige Casper U. Mortensen sad ude meget af sæsonen med en knæskade, men var på banen både i semifinalen og i finalen ved Final 4-stævnet i Köln.

I finalen slog FC Barcelona danske Aalborg Håndbold med 13 mål.

Knæskaden betød dog, at han ikke var med til at vinde VM-guld for Danmark i januar.

Det var han til gengæld med til i 2019, og han har også et OL-guld fra 2016 i bagagen.

Før Casper U. Mortensen kom til FC Barcelona, spillede han i tyske TSV Hannover-Burgdorf.

Han har også tidligere spillet for Fredericia, Viborg, Bjerringbro-Silkeborg og Sønderjyske i den danske håndboldliga.