Håndbold

Ligaklub raser - mister både vinderbonus og pokalseedning

Eftervirkningerne af Århus Håndbolds konkurs og TMS Ringsteds efterfølgende protest rammer nu også Ribe-Esbjerg.

Ribe-Esbjerg skulle have været blandt de otte seedede hold, når der på lørdag bliver trukket lod til 1/8-finalerne i pokalturneringen Santander Cup.

Men på et hastemøde tirsdag morgen har Udvalget for Professionel Håndbold - hvor både DHF og klubbernes organisation Divisionsforeningen sidder - taget seedningen fra vestjyderne igen.

Der er ikke sket noget i de 20 år, jeg har været med. DHF lærer simpelthen ikke af deres fejl

Ribe-Esbjerg-træner Kristian Kristensen

Ribe-Esbjerg mister samtidig sin 9. plads fra denne sæson og bonussen på 75.000 kroner, som vestjyderne fik for at vinde kvalifikationsspillet.

- Det er mig svært uforståeligt, at dansk håndbold kan drives så elendigt og samtidig præstere gode sportslige resultater, lyder reaktionen fra Ribe-Esbjerg-træner Kristian Kristensen.

Hele miseren skyldes Århus Håndbolds konkurs i april og TMS Ringsteds efterfølgende protest.

Den 12. maj gav Håndboldens Appelinstans TMS Ringsted medhold i, at Århus Håndbold skulle have været suspenderet fra herreligaen, inden grundspillet var færdigspillet - og dermed skulle TMS Ringsted ikke være rykket direkte ned.

Da både Nordsjælland og Skive fra 1. division på det tidspunkt også allerede havde sikret sig en ligabillet til næste sæson, besluttede Udvalget for Professionel Håndbold ekstraordinært at udvide herreligaen fra 14 til 15 hold efter sommerpausen.

- Resultaterne for den indeværende sæson forandrer sig ikke som følge af kendelsen, sagde Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen den 12. maj i pressemeddelelsen fra DHF.

Sensationel exit tvang DHF til reaktion

Alligevel har Udvalget for Professionel Håndbold - hvor Per Bertelsen sidder for bordenden - nu enstemmigt vedtaget noget andet.

- Vi har fulgt den beslutning, som er taget i forhold til den rækkefølge, som Appeludvalget har besluttet. Den er den beslutning, vi har fulgt op på, forklarer Per Bertelsen i dag og henviser ellers til DHF's turneringsansvarlige Frank Smith.

Frank Smith forklarer, at det er SønderjyskE's sensationelle pokalexit mod 1. divisionsholdet Skovbakken i slutningen af maj, der har tvunget DHF og Divisionsforeningen til at kigge på kvalifikationsspillet igen.

De otte højst placerede hold fra ligaen, der er tilbage i pokalturneringen, bliver nemlig seedet til 1/8-finalerne, og med SønderjyskE - ligaens nummer fem - ude, ligger der altså en seedning og venter til nummer ni i den netop afsluttede sæson.

Pokallodtrækning lørdag

Seedede hold

  • Aalborg Håndbold
  • Bjerringbro-Silkeborg
  • GOG
  • TTH Holstebro
  • Skjern Håndbold
  • Skanderborg Århus Håndbold
  • KIF Kolding
  • Mors-Thy Håndbold

Useedet

  • Fredericia Håndboldklub
  • Ribe-Esbjerg HH
  • TMS Ringsted
  • HC Midtjylland
  • HØJ Elite
  • IK Skovbakken
  • Team Sydhavsøerne
  • SUS Nyborg

Ribe-Esbjerg blev nummer ni i grundspillet og vandt også kvalifikationsspillet, men fordi alle Århus Håndbolds resultater i grundspillet er blevet annulleret, har Ribe-Esbjerg - der slog Århus begge gange i de indbyrdes opgør - nu fået sin 9. plads i grundspillet forvandlet til en 11. plads.

Mors-Thy får seedning i stedet

Nummer 11 får kun ét point med fra grundspillet til kvalifikationsspillet modsat nummer ni, der får to point med videre, og det har afgørende betydning nu. Alle resultater i nedrykningsspillets står nemlig stadig ved magt, og derfor bliver det nu Mors-Thy, der i stedet vinder kvalifikationsspillet, får de 75.000 kroner og bliver seedet i pokallodtrækning.

- Sporten forsvinder jo i det her. Vi undrer os gevaldigt over, at "prof-udvalget" (Udvalget for Professionel Håndbold, red.) vælger enstemmigt at beslutte, at placeringen skal ændres på trods af, at vi den 6. april havde et onlinemøde, hvor både DHF, Divisionsforeningen og alle klubberne i kvalifikationsspillet deltog, og hvor forudsætningen for kvalifikationsspillet blev klokkeklart aftalt. Den aftale løber de nu fra, fnuser Ribe-Esbjerg-træner Kristian Kristensen.

- Man har ikke forstået ret meget, hvis man tror, at der her ikke har store konsekvenser. Vi skal afgive 75.000 kroner, og vores forudsætninger for at komme langt i pokalturneringen, som der også er penge i, er jo væsentligt forringet nu, mener træneren, der også er nedtrykt over, at der endnu engang kommer en sag, der stiller dansk håndbold i et dårligt lys.

- Der er ikke sket noget i de 20 år, jeg har været med. DHF lærer simpelthen ikke af deres fejl, mener Kristian Kristensen.

Lodtrækningen til ottendedelsfinalerne sker lørdag i pausen mellem de to semifinalerne til Final 4 - cirka klokken 15.25. Du kan se begge Final 4-semifinaler og pokallodtrækningen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.