Håndbold

Mors-Thy jubler over pokaltriumf: Det er surrealistisk

Der var godt gang i festen lige efter slutfløjt, da Mors-Thy gjorde det af med Aalborg i pokalfinalen.

- Hele omklædningsrummet er vådt, og det er en blanding af bajere og champagne.

Emil Bergholt og holdkammeraterne fra Mors-Thy Håndbold kastede sig hurtigt over de våde varer, da de søndag leverede sensationen og slog Aalborg Håndbold i pokalfinalen.

- Det er surrealistisk. Jeg havde godt turde håbet på det, men det er vildt, at det skete, siger Emil Bergholt.

Det var de færreste, der havde regnet med, at Mors-Thy ville være i stand til at stille noget op mod de danske mestre og Champions League-finalister, men det lykkedes altså.

Efter en kamp hvor føringen bølgede frem og tilbage, trak Mors-Thy det længste strå og tog sin første pokaltitel i sin 14 år lange historie.

- Vi spillede så disciplineret og med så stor tro på, at det kunne lade sig gøre. Da vi blev lidt pressede, holdt vi sammen og blev ikke splittet til atomer, som det har været tilfældet tidligere i sæsonen, siger Emil Bergholt.

Det største i klubbens historie

20-årige Mads Hoxer har været en af de helt store oplevelser hos Mors-Thy i denne sæson, og han bidrog med stor kvalitet og fem kasser i finalen.

- Det er kæmpestort. Det er det største i klubbens historie og for mange af os spillere, siger Mads Hoxer.

- Vi havde inden kampen aftalt, at vi bare skulle give fansene en ordentlig oplevelse. Vi fightede og kiggede ikke op på tavlen. Vi gav den bare gas, siger Hoxer.

Målmand Søren Pedersen annoncerede tidligere på ugen, at han indstiller karrieren efter 16 år på topplan. Efter finalen fik han lufttur af kammeraterne og var meget rørt over at slutte på den måde.

- Det kan ikke skrives bedre. Det er vidunderligt. Jeg har drømt om en titel, og det her var min tredje finale. Det er en drøm, at det lykkedes, siger han.

Søren Pedersen spillede næsten ikke i finalen, men kom i anden halvleg ind og diskede op med en dobbeltredning efter straffekast til Aalborg, og det tændte op under Mors-Thy-mandskabet.

- Jeg skal bidrage med det, jeg kan, og det var i det her tilfælde en dobbeltredning, siger Søren Pedersen og runder af:

- Nu vil vi være fulde.