Håndbold

På rov hos rivalerne: KIF Kolding henter målfarlig fløj

Mors-Thy må slippe topscorer Bjarke Christensen, men får en overgangssum ud af det, erfarer TV 2 SPORT.

Sæsonen er ved at være slut i de danske håndboldklubber, men forberedelserne til næste sæson - og sæsonen efter den - har længe været i gang.

De fleste hold har truppen på plads til næste sæson, og mange er også i gang med at se på, hvordan deres hold skal se ud fra sommeren 2022.

Det gælder blandt andet i KIF Kolding.

Her er Mors-Thy-fløjen Bjarke Christensen flere gange de seneste måneder blevet spottet på besøg på Koldings hjemmebane Sydbank Arena - og han har ikke bare været der som sommerturist, erfarer TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Bjarke Christensen nemlig blevet enig med KIF Kolding om et klubskifte fra sommeren 2022.

Den 29-årige venstrefløj er ganske vist bundet af en signatur på Mors frem til sommeren 2023, men kontrakten indeholder ifølge TV 2 SPORTs oplysninger en klausul, der giver ham mulighed for at forlade klubben ét år før tid.

Til gengæld vil Mors-Thy modtage en overgangssum for sin topscorer, erfarer TV 2 SPORT.

Nummer fire på topscorerlisten

Bjarke Christensen spillede 14 år i Skjern og havde rundet 350 førsteholdskampe, da han i januar 2020 pludselig skiftede til Mors-Thy. Anders Eggerts ankomst i Skjern henviste klubmanden Christensen til bænken, og venstrefløjen savnede spilletid.

Den har han til gengæld fået i Mors-Thy, hvor han er en af holdets største profiler og også topscorer i denne sæson.

Med 134 mål blev Bjarke Christensen den fjerdemest scorende spiller i grundspillet i herreligaen efter ligatopscorer Emil Jakobsen fra GOG, TMS Ringsteds Morten Hempel Jensen og KIF Koldings Peter Balling.

Mors-Thy spiller søndag Final 4-pokalfinale mod Aalborg Håndbold. Du kan se kampen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 15.30.