Håndbold

Officielt: Aalborg henter dansk stortalent

Mads Hoxer skifter til de forsvarende danske mestre på en treårig kontrakt, der gælder fra sommeren 2022.

Tilbage i december 2020 kunne TV 2 SPORT erfare, at Mads Hoxer var på vej til Aalborg Håndbold fra sommeren 2022.

Nu er skiftet så endelig blevet en realitet. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Den 20-årige Mors-Thy-back skifter til de forsvarende danske mestre på en treårig kontrakt, der altså først træder i kraft om et år, når Hoxers aftale med nordvestjyderne udløber.

- Mads er et af de allerstørste talenter - ikke blot i dansk håndbold, men generelt i hele håndboldverdenen, siger Aalborg-direktør Jan Larsen i pressemeddelelsen.

- Vi er derfor utroligt glade for, at han fremadrettet bliver en del af Aalborg Håndbold. Trods sin unge alder besidder han allerede store kvaliteter i begge ender af banen, og jeg er overbevist om, at han kommer til at bidrage allerede fra første dag, siger Jan Larsen.

Skal spille med Mikkel Hansen

Den venstrehåndede bagspiller kommer til Aalborg, samtidig med at Mikkel Hansen gør sit indtog i det nordjyske.

Derudover er den islandske backprofil Aron Palmarsson, den norske fløjspiller Kristian Bjørnsen og den svenske stregspiller Jesper Nielsen også på vej. De tre tiltræder allerede denne sommer.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Aalborg Håndbold og ser skiftet som det helt rigtige skridt for mig. Klubben har et fedt setup, og jeg er sikker på, at jeg får mulighed for at udvikle mig endnu mere.

- Det tiltaler mig, at det klare mål er at være med helt i toppen, og jeg ser virkelig meget frem til at jagte titler og tørne ud foran de mange fans, siger Mads Hoxer.

Mads Hoxer fik i maj debut på A-landsholdet i en EM-kvalifikationskamp mod Finland, som Danmark bankede 46-24. Hoxer lavede tre mål.