Håndbold

Jesper Jensen køber dansk landsholdsbobler til sit Esbjerg-hold

Stortalentet Michala Møller skulle være skiftet fra Herning-Ikast til Holstebro Håndbold denne sommer. Nu tager hun i stedet til Esbjerg.

I Skærbækcentret tæt ved Rømø bliver Michala Møller i denne uge for første gang dirigeret rundt af landstræner Jesper Jensen, der har udtaget stortalentet til hendes første samling med A-landsholdet.

Men det bliver langt fra sidste gang, at den 21-årige bagspiller kommer til at tage imod taktiske instrukser fra Jesper Jensen.

Den danske landstræner har nemlig – i sin rolle som Team Esbjerg-træner – også sikret sig Michala Møller til sit Esbjerg-hold fra den kommende sæson. Det bekræfter Team Esbjergs bestyrelsesformand over for TV 2 SPORT.

- Da Estavana Polman blev skadet, var vi nødt til at kigge på, hvad der skulle ske. Vi var nødt til at kigge på en erstatning. Vores trup er bred nok, men vi ville gerne have en, vi kunne være med til at udvikle. Valget er faldet på Michala, der er et stort talent, som vi forventer os meget af, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen til TV 2 SPORT.

Michala Møller har skrevet en treårig kontrakt med Esbjerg og er købt fri i Holstebro Håndbold, som hun skulle have spillet for i den kommende sæson, men aldrig nåede at repræsentere.

I den netop afsluttede sæson var Michala Møller i Herning-Ikast og endte med at få en stor rolle både i DM-bronzekampene – tre tætte styk mod Team Esbjerg – og til Final 4. Men tidligere på sæsonen savnede stortalentet spilletid. Derfor besluttede hun allerede tilbage i januar at forlade Herning-Ikast efter sæsonen og skifte til Holstebro Håndbold for at få en større rolle.

Nu skifter hun i stedet til Team Esbjerg, der ikke forventer at se den skadede Estavana Polman på banen foreløbig.

Det er foreløbig ikke lykkedes at få en kommentar fra Jesper Jensen og Michala Møller selv til det forestående skifte.