Håndbold

Markussen vender omgående hjem til Danmark 

Nikolaj Markussen er tilbage i den danske liga, når den nye sæson fløjtes i gang. 

”Våbenkapløbet fortsætter: Markussen vender hjem til dansk topklub.”

Sådan skrev vi på TV 2 SPORT i april, hvor det var planen, at Nikolaj Markussen skulle skifte til TTH i 2022.

Men TTH har været hurtigere på aftrækkeren, så den rutinerede skytte vender hjem til Danmark allerede fra 1. juli. Det skriver TTH i en pressemeddelelse.

- Det er en stor dag i klubben. Vi siger goddag til en international topspiller på en femårig kontrakt. I Nikolaj Markussen får vi en erfaren spiller, som kan spille med på allerhøjeste niveau, og som besidder helt unikke kompetencer. At en så stærk profil vælger TTH Holstebro, gør os stolte, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

En del af et større spil

Nikolaj Markussen forlader ungarske Veszprem et år før kontraktudløb, og dermed ser en større backkabale ud til at gå op.

1. juli skifter Aaron Mensing til Flensborg-Handewitt, hvor han skal erstatte langtidsskadede Lasse Møller. Det skifte kommer et år før, TTH havde planlagt at sige farvel til Mensing.

Klubben havde regnet med at holde på Mensing til 2022, hvor Markussen skulle vende hjem, men nu sker det en sæson før ventet.

- TTH Holstebro har konsolideret sig flot i toppen af den danske liga, og et stærkt fundament er på plads. Klubben er klar til at tage det næste skridt, og det vil jeg rigtig gerne være en del af. Efter en samtale med klubbens ledelse var det meget tydeligt for mig, at min fremtid lå i TTH Holstebro, siger Nikolaj Markussen i en pressemeddelelse.

TTH, der i denne sæson blev nummer fire i ligaen, indleder den nye ligasæson 4. september mod pokalvinderen Mors-Thy.