Håndbold

NFH dropper europæisk håndbold

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Nykøbing F. Håndboldklub har ikke råd til at sende deres ligahold til Europa Cup i år.

Ledelsen i Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) har taget en meget svær beslutning.

Efter et år med manglende tilskuerindtægter har de ikke råd til at sende deres ligahold til Europa Cup.

- Det er rigtig, rigtig hårdt, og det er med blødende hjerte, specielt for pigerne, der ville elske at være med. Men vi tør simpelthen ikke rent økonomisk, siger Søren Jacobsen, eventchef i NFH.

Vi turde simpelthen ikke at sige ja

Søren Jacobsen, eventchef, NFH

Han fortæller, at klubben fik 24 timer til at beslutte, om de ville deltage i den europæiske turnering, efter København Håndbold valgte at hoppe fra.

- Vi turde simpelthen ikke at sige ja, da det kan koste op til 800.000 kroner at være med i Europa Cup’en, og vi har haft en sæson, hvor vi ikke har haft nogen tilskuerindtægter, og vi har heller ikke haft andre arrangementer, siger Søren Jacobsen.

Det er blandt andet udgifterne til afholdelse af kampe i Danmark, som klubben ikke kan finde penge til.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Vi har ikke fået dispensation til at spille i Nykøbing Falster Hallen, fortæller Søren Jacobsen.

- Derfor skal vi spille i Arena Næstved, og der skal vi lægge det her specielle håndboldgulv, som koster cirka 25.000 kroner hver gang, så det er også nogle større omkostninger, siger han.

Og selvom der måske er lokale kræfter, der var villige til at støtte holdet økonomisk, så gjorde den korte svartid det umuligt at finde det økonomiske grundlag.

- Vi kunne jo godt gå ud og spørge vores bagland og vores sponsorer, om de ville bakke op, men det kunne vi ikke nå på 24 timer her i ferieperioden, fortæller Søren Jacobsen.

Har været med i fem år i træk

De seneste fem sæsoner har NFH været med ved Europa Cup’en, og det er blandt andet den kulturelle udveksling, der gør det til en stor oplevelse at deltage.

- Vi elsker at spille i Europa, siger Søren Jacobsen.

- Det er jo en kulturel oplevelse at komme ud og møde nogle helt andre. Vi har spillet nede ved grænsen til Ukraine i nogle byer, vi aldrig har hørt om før. Det er helt specielt, og det er rigtig stort også at komme ud at repræsentere Nykøbing Falster i Europa, siger han.

Og selvom det lige nu er for dyrt for holdet at deltage i Europa Cup’en, så er der håb for fremtiden.

- I 2023 får vi den nye arena i Nykøbing Falster, og så vi har mulighed for at spille på hjemmebane, siger Søren Jacobsen.

- Så der ser vi store muligheder - også økonomisk, siger eventchefen.