Håndbold

Disse shorts koster norske kvinder bøde

De norske strandhåndboldkvinder er blevet straffet for at bære "for lange" shorts i EM-bronzekampen. Ekspert græmmes over EHF's reaktion.

Mere end 11.000 kroner.

Det er i runde tal, hvad det norske håndboldforbund skal betale i bødestraf for at overtræde reglerne for beklædning ved EM i strandhåndbold, mener EHF:

- I bronzekampen mod Spanien søndag spillede det norske hold i shorts, der ikke stemmer overens med uniformreglementet for atleter, der er bestemt af IHF's regler for strandhåndbold, skriver EHF i en pressemeddelelse.

Disciplinærkommissionen har takseret det til en bøde på 150 euro per spiller. Med 10 spillere bliver det 1500 euro svarende til lige over 11.000 danske kroner.

IHF's regler i strandhåndbold foreskriver, at herrerne skal spille i shorts og tanktop uden ærmer, mens kvinderne skal iføre sig bikini, når de skal i aktion i sandet. Og her er reglerne ret strikse.

Toppen skal være tætsiddende med dybe udskæringer omkring armene, og trusserne må maksimalt være ti centimeter brede i siderne.

Jeg græmmes. Det forarger mig virkelig

Bent Nyegaard, håndboldekspert på TV 2 SPORT

Træk slideren til siden for at se forskellen mellem Norges spillerdragt i en gruppekamp og i bronzekampen.

Marielle Martinsen i aktion med forskellig beklædning under EM i strandhåndbold
.

På første billede vises bikinien, som de norske kvinder spillede i under semifinalen. Jævnfør reglerne er det den 'rigtige' dragt. I bronzekampen havde de norske kvinder så valgt at spille med længere shorts.

'Diskriminerende regler'

At der på den måde er tydelig forskel på uniformen for de mandlige og kvindelige strandhåndboldspillere giver på ingen måde mening, mener håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Jeg græmmes. Det forarger mig virkelig, for det er et skråplan og en sti, som vi overhovedet ikke skal ud ad. Jeg kan ikke komme med noget argument for, at kvinder skal optræde i en eller anden bestemt dragt.

- Det er så ydmygende, at man overhovedet tillader sig at forlange, at kvinder, der dyrker deres idræt, også skal påduttes, hvad fanden de vil optræde i, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert.

Danmarks mandlige europamestre i strandhåndbold i kamp mod Kroatien.

At de norske håndboldkvinder bærer shorts i stedet for bikinitrusser anser Bent Nyegaard som en protest mod de 'diskriminerende regler'.

En protest, Nyegaard i øvrigt hylder i sin dundertale mod det europæiske håndboldforbunds ageren i denne sag:

- Selvfølgelig kan man sige, at regler er regler. Men regler kan blive så diskriminerende, at nogen må reagere på et eller andet tidspunkt. Og det synes jeg, at de norske kvinder her har gjort fornemt.

- Og undskyld, jeg siger det så ligefremt, men hvad fanden tænker EHF på? Den her sag viser tydeligt et europæisk håndboldforbund, som er fuldstændig og aldeles ude af trit med den tid, vi lever i, siger Bent Nyegaard, der håber, at man snarest muligt får fjernet de strikse regler om beklædning.

Norge og Danmark kæmpede for ændring

I foråret gik både det danske og især det norske håndboldforbund i gang med at få ændret beklædningsreglerne i europæisk strandhåndbold.

- Vi skal ikke have idrætsudøvere, der er ukomfortable med den spilledragt, de optræder i.

- Man skal selv have retten til at vælge, om man har lyst til at vise sin krop frem i bikini, eller om man har det bedre i eksempelvis et par tights. Det er ikke noget, der skal dikteres i et regelsæt, sagde DHF-generalsekretær, Morten Stig Christensen, til DR.

Han fortalte her, at nordmændene tog en regelændring op ved et møde i EHF. Regler, som ikke nåede at blive ændret inden sommerens EM, men som EHF vil foreslå IHF at ændre ved sidstnævntes kongres i november.

Forskellen på shortsene hos de norske kvinder og de spanske modstandere ses tydeligt her.

Regler, som Norge nu som bekendt er blevet straffet for at overtræde.

- Vi kendte til reglerne og var forberedte på en bøde, men jeg synes, det er lidt urimeligt og uklogt at uddele sådan en bøde til en flok kvinder, der kæmper for lige rettigheder, siger formand for det norske håndboldforbund Kåre Geir Lio til VG.

Norge tabte godt nok bronzekampen til Spanien, men håndboldforbundet kommer ikke til at stå alene med bøden fra EHF, som burde have reageret anderledes, ifølge nordmændene:

- Det havde været pænt af EHF-ledelsen at vise deres støtte til vores arbejde for at ændre regler, siger Lio, der ikke vil appellere bøden, som det norske håndboldforbund i øvrigt ikke står alene med.

- Flere har meldt sig til at bidrage med at dække bøden.

De danske håndboldkvinder slog Norge i semifinalen, men tabte EM-finalen til Tyskland. Bedre resultatmæssigt gik det for de danske herrer, som genvandt europamesterskabet.