Håndbold

Flere lande vil ændre "vanvittigt" bikinikrav

Dansk Håndbold Forbund håber og tror på regelændring. S-ordfører kalder bikinireglen for "absurd".

De danske strandhåndbolddamer er netop vendt hjem fra EM i Bulgarien med et sæt sølvmedaljer om halsen. Det er dog ikke den bedrift, der har trukket overskrifter siden.

I stedet er det tøjet, landsholdene er tvunget til at bære under kampene, og det ærgrer den danske anfører, Melanie Fuglsbjerg.

- Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ked af, at det, der er fokus på efter mesterskabet, er uniformen og ikke på, at vi har fået en sølvmedalje, og herrerne har fået en guldmedalje, siger anføreren til TV 2 SPORT.

Hun tilføjer dog, at det er en vigtig debat, der skal tages, og det er Dansk Håndbold Forbund (DHF) i gang med. De arbejder på at få det internationale håndboldforbund (IHF) til at ændre reglerne.

- Dansk Håndbold Forbund og jeg har den opfattelse, at reglerne er antikverede og ovenikøbet er på kanten af at være sexistiske, fordi de gør forskel på kønnene. Derudover oplever vi, at der er spillere, som ikke føler sig komfortable med at spille i bikiniunderdelen, og det kan jeg godt følge, siger Morten Stig Christensen, generalsekretær i DHF, til TV 2 SPORT.

Danmark og Norge fik afslag – Norge fik bøde

IHF's regler for mænd og damers påklædning er ikke ens.

Jeg bliver både ked af det og vred over, at det er kvinderne, der kommer i klemme i det her

Morten Stig Christensen, generalsekretær i DHF

Mens damernes underdel maksimalt må være ti centimeter brede i siderne, skal mændene sørge for, at deres shorts ikke er længere end ti centimeter fra deres knæ.

Debatten er for alvor blusset op, efter at det norske landshold fik en bøde for at spille i tights frem for bikiniunderdelen, som IHF’s regler foreskriver.

Både Norge og Danmark søgte inden europamesterskabet om at få dispensation til at afvige fra kravet, men fik afslag. Alligevel valgte Dansk Håndboldforbund (DHF) at spille videre.

- Vi tog en drøftelse med spillerne. Både mændene og kvinderne var forsvarende europamestre og er ekstremt målrettede i deres sport, og derfor ønskede de ikke mere palaver under selve mesterskabet. Der ville de gerne have et sportsligt fokus, og det bakkede vi dem op i og forsøgte at køre tingene ved siden af, siger Morten Stig Christensen og tilføjer:

- Der må ikke være en eneste spiller, der ikke er komfortabel med at spille i en spilledragt. Det er simpelthen helt urimeligt. Jeg bliver både ked af det og vred over, at det er kvinderne, der kommer i klemme i det her. Det er vanvittigt, synes jeg.

Det norske håndboldforbund har tirsdag lavet et opslag på Instagram, hvor de bifalder regelbruddet, som endte med en bøde til forbundet.

- Vi er meget stolte over disse kvinder, som under EM i strandhåndbold hævede stemmerne og gav klar besked om, at nok er nok. Vi i Norges håndboldforbund står bag jer og støtter jer. Sammen skal vi fortsætte med at kæmpe for at ændre de internationale regler for beklædning, så spillerne må spille i det tøj, de er komfortable med.

Flere nationer er gået sammen DHF tror på regelændring

Sammen med Sverige, Norge og Frankrig håber DHF at få reglerne ændret, så det bliver frivilligt, om man vil spille i bikiniunderdel eller for eksempel tights.

- Der er ingen tvivl om, at Sverige, Norge, Frankrig og Danmark tager det her meget seriøst, og lægger man de fire nationer sammen, står vi stærkt. Og jeg er sikker på, at der er andre nationer, der bakker op om det her. Og så har jeg også meldinger fra EHF's beachudvalg om, at de ser meget, meget seriøst på det her, siger Morten Stig Christensen.

Han er optimistisk og tror, at reglen bliver ændret. Han er dog også pessimistisk, fordi han ved, at sådanne sager kan tage lang tid i international idræt.

Derudover tilføjer han, at ikke alle nationer ser på sagen med samme øjne som Danmark og de andre tre nationer. De mener, at påklædningen er en del af brandingen af sporten.

Lyn-analyse

Jeg kan ikke komme med noget argument for, at kvinder skal optræde i en eller anden bestemt dragt.

Det er så ydmygende, at man overhovedet tillader sig at forlange, at kvinder, der dyrker deres idræt, også skal påduttes, hvad fanden de vil optræde i.

TV 2 SPORT har været i kontakt med EHF, der henviser til IHF, fordi det er deres regler, de følger.

IHF er ikke vendt tilbage på TV 2 SPORTs henvendelser.

Har altid været et tema

Siden 2012 har anfører Melanie Fuglsbjerg været en del af strandhåndboldlandsholdet og har således spillet mange kampe iført uniformen, der debatteres i øjeblikket.

Det er dog ikke et nyt tema i beachhåndboldkredse, fortæller hun.

- Det er noget, der altid har været på tale. Samtidig har man også tænkt, at det er en strandsport. Så en uniform som indendørs er heller ikke behagelig at spille i sand med. Så uniformen skal være anderledes, siger hun.

At det er en strandsport, betyder dog ikke, at uniformen skal være, som den er nu, mener hun.

- Jeg kunne godt forestille mig, at uniformen skal se anderledes ud. De fleste har ikke et problem med sportstoppen. Debatten er på underdelen. Det er jo ikke den sportslige præstation, der defineres af, om din underdel er 10 centimeter eller 30 centimeter bred, og jeg synes selvfølgelig, at der skal være et andet valg til underdelen for damerne.

Perspektiv

Regelændringer og signaler i andre sportsgrene

.

Det er ikke kun i beachhåndbold, at kvinders påklædning har været et tema.

I beachvolleyball har det også været et krav, at kvinderne skulle spille i bikini. I 2012 blev reglen dog ændret, og det er nu valgfrit, om de vil spille i bikini, tights eller shorts. Flere atleter vælger dog fortsat at spille i bikiniunderdel, da det er mere behageligt.

I gymnastik har der også været fokus på dragterne, som ikke dækker benene. Der er dog ingen regler om, at dragten ikke må dække benene. Det har bare været det, man gjorde.

Men da den tyske Sarah Voss stillede op i en heldragt i april sidste år, gik det verden rundt. Hun ønskede at sende et signal og tage afstand fra seksualiseringen af kvindelige gymnaster.

S-ordfører: - Helt absurd

Det glæder Jeppe Sand Kjær, kulturordfører for Socialdemokratiet, at DHF er gået ind i sagen.

Han kan nemlig slet ikke kan forstå, at regler som disse stadig eksisterer.

- Vi burde være langt forbi, at kvindelige sportsudøvere skal have bikini eller meget lidt tøj på for at kunne deltage. Det er i virkeligheden helt absurd, at der findes sådanne regler i 2021.

- Jeg kan godt forstå, at Norge valgte at spille i tights, og det virker helt vildt, at EHF vælger at håndhæve reglerne og ligefrem at give de norske spillere en bøde. Det virker vanvittigt, siger S-ordføreren til TV 2 SPORT.

Samme holdning har Norges kulturminister, Abid Raja, der raser på Twitter:

- Dette er så latterligt! For søren, hvor er der behov for mange holdningsændringer i gammeldags international alderdom inden for sport! Herregud, skriver kulturministeren og tilføjer:

- Det værste er, at de ikke er klar over, at ligestillingsdebatten er i gang. Er det muligt?

De danske håndboldkvinder slog Norge i semifinalen, men tabte EM-finalen til Tyskland. Bedre resultatmæssigt gik det for de danske herrer, som genvandt Europamesterskabet.