OL Tokyo 2020

Norsk stjerne forlader OL, før det hele er begyndt

Norges håndboldlandshold må undvære en af deres største profiler til OL-kampene, da Gøran Johannessen er draget hjem få dage før åbningskampen.

Han vinker farvel til en drøm, der ellers lå lige foran ham.

Norske Gøran Johannessen er alligevel ikke en af landstræner Christian Berges muligheder, når han skal stille sin opstilling til Norges første kamp ved OL mod Brasilien lørdag 24. juli.

Bagspilleren rejser nemlig hjem fra Tokyo. Det bekræfter han i en sms tirsdag aften til VG.

- Det stemmer, lyder det korte svar, som han sendte retur til mediet, der havde spurgt ham, om han var nødt til at forlade den japanske hovedstad i utide.

Dermed har den stærke Flensburg-Handewitt-spiller fået sin OL-drøm knust og kan ikke deltage i landsholdets første deltagelse i legene i 49 år.

Venter på endelig udmelding

Gøran Johannesen har ikke ønsket at kommentere på, hvorfor han rejser hjem, før der ligger en endelig udmelding fra det norske håndboldforbund. Men ifølge mediet drejer det sig om en skade.

Klokken 20.00 lokal tid (03.00 dansk tid, red.) har forbundet indkaldt til et pressemøde, hvor Christian Berge vil italesætte Gøran Johannessens exit og muligheden for at bringe en erstatning ind.

Holdet har medbragt tre reserver til Tokyo, hvoraf Simen Holand Pettersen er den eneste bagspiller.

Gøran Johannessen har repræsenteret Norge 84 gange og scoret 192 mål. Han har været en vigtig brik i holdets succes de senere år.