OL Tokyo 2020

Danmark kommer til at forsvare OL-guldet med bravour

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser nærmere på det danske herrelandsholds chance for at forsvare OL-guldet.

Nikolaj Jacobsens og hans udvalgte kandiderer til at være blandt de største favoritter i OL-håndboldens historie.

Naivt? Nationalt forvirret? You name it - jeg godtager det. Faktum er, at jeg ikke kan finde nationen, der for alvor kan gøre Mikkel Hansen & Co. rangen stridig, når OL's guldmedaljer skal finde deres rette ejermænd.

Jeg hører samtlige opråb og erkender, at aldrig har konkurrencen været hårdere blandt de bedste.

Selvfølgelig er Karabatic & Co. dygtige, men ingen vinder store mesterskaber uden ekstraordinær målmandskapacitet. Perez De Vargas Moreno borger for kvalitet på netop denne helt afgørende position, men udløbsdatoerne står i kø hos hans holdkammerater.

Respekten for Alfred Gislasons udvalgte tyskere er enorm, men verdens største håndboldnation er først ved for alvor at finde sine ben blandt de bedste, og det rækker ikke til OL-guld. Sagosen og hans venner har kapaciteten, men mistede afgørende kompetencer, da Göran Johannessen vendte tilbage til fædrelandet med uforrettet OL-deltagelse.

OL udfordrer atleterne

Tilbage blandt de bedste - tag blot vore svenske venner. Et skræmmende mandskab med danskerkvaliteter:

Stærkt forsvarsspil. Mulige fremragende målmandspræstationer. Sublim kontrafase. Angrebsspil på absolut højniveau. Få fejl som rettesnor. Individualister blandt verdens bedste. Jeg begrænser det til tre fra hvert hold: Palicka, Gottfridsson, Claar samt Landin, Hansen, Gidsel.

Vigtigst af alt. Holdånd. Fællesskabet og dets dyder. Ingen er sammen seks uger i træk uden at have tænkt over, hvordan pokker individerne fungerer og bidrager til de fælles gøremål.

Især i en tid, hvor pandemien og dens mange varianter udfordrer både individ og fællesskab til det yderste. Endnu mere især fordi OL og specielt OL i Japan udfordrer atleterne på de kvadratmeter, der er til rådighed.

Fodbold EM som inspiration

Umuligt ikke at kaste et par tanker tilbage til EM i fodbold, når talen falder på netop holdånd og fællesskab.

Landstræner Jacobsen har haft en del snakke med landstræner Hjulmand. De skal ikke puttes i samme båd, men de har nogle af de samme kvaliteter. Hjulmand har givet sin definition af, hvad det er, vi danskere kan. Fire ting har han defineret.

Fællesskabet hvor 1 + 1 bliver til 3.

Evnen til at være innovativ.

Sikkerhed for at tillid står i toppen af dagsordenen. Det giver nemlig rum for åbenhed.

Den fjerde evne - læring - der indikerer, at danskerne er gode til at arbejde sammen og dermed også til at tage ansvar.

Sådan ender OL ifølge Bent Nyegaard

  • Gruppe A: Frankrig, Norge, Tyskland og Spanien.
  • Gruppe B: Danmark, Sverige, Egypten og Portugal.
  • Kvartfinaler: Danmark-Spanien, Sverige-Tyskland, Norge-Egypten og Frankrig-Portugal.
  • Semifinaler: Danmark-Norge og Frankrig-Sverige.
  • OL-finale: Danmark - Sverige.

VM i Egypten afslørede, hvor dygtige alle i den danske trup – spillere og ledere – var til at håndtere situationer, ingen havde prøvet før. Fællesskabet, trivslen var aldeles afgørende. Landstrænerteamet er ét af de mest innovative udi spillets muligheder, og hele humlen går ud på den åbne dialog, der gør, at både individet og holdet tager det ansvar, uden hvilket ingen kommer i nærheden af den absolutte top.

Svenskerne har nogle af de samme kvaliteter. Derfor bliver OL-finalen en gentagelse af VM-finalen i Egypten.

Lille trup i vanvidssæon

Apropos VM 2021 i Egypten, ja så havde IHF-præsident Hassan Mustafa og hans slæng dog forstået så meget, at i en vanvittig tid for spillerne, måtte stringente regler løsnes en smule. Adgangen til 20 spillere blev en mulighed.

Selv om det nu her seks måneder senere - efter et absolut vanvidskampprogram - er nogle endnu mere pillede spillere, både fysisk og mentalt; ja så kunne der selvfølgelig ikke rykkes så meget som en millimeter på antallet af spillere.

14 mand høj som det altid har været i forbindelse med OL.

Jeg skal spare jer for al for megen harceleren over det idioti, det er at gennemføre OL2020 i Tokyo.

Dog er jeg nødt til at dele min allerstørste bekymring, og den går på spillerens ve og vel. Jeg frygter virkelig for, at vi kommer til at opleve et skadeshelvede. Alle spillere skal gå ud over deres grænser, for ingen har været der, hvor de skal hen de kommende 14 dage.

Jeg folder mine hænder og håber det bedste for alle aktører.

Med Danmarks indtog i OL-finalen får Niklas Landin og hans kumpaner også gjort op med den dårligdom, der har vist sig at være herrelandsholdets helt egen. Det, ikke at kunne præstere på topniveau på to følgende slutrunder.

Forsvaret af OL-guldet fra Rio 2016 gør også Møllgaard & Co. historiske. Blot to nationer har evnet at genvinde en OL-titel på herresiden.

Sovjetunionen i 1988 og 1992, og Frankrig i 2008 og 2012.

Det – forsvaret af OL-guldet – åbner også for endnu mere historik for dansk håndbold.

OL 2024 i Paris vil nemlig give det danske herrelandshold muligheden for at blive den første nation med tre OL-titler på rad og række.

Det har kun én nation præsteret før. Gæt selv hvilken.