OL Tokyo 2020

Hansen sendt til tælling: - Den sad helt rent

Den danske PSG-stjerne scorede ni mål i kampen mod Egypten - heraf syv på straffekast, mens han også modtog et hårdt slag i ansigtet.

De danske håndboldherrer fortsætter de gode takter ved OL i Tokyo, hvor udfaldet af anden gruppekamp mod Egypten blev en sejr og et par medtagede landsholdsstjerner.

I målet blev Niklas Landin ramt to gange i hovedet, mens Mikkel Hansen også blev sendt til tælling i den modsatte ende.

Med et kvarter tilbage var Danmark foran 24-21, da Yahia Omar tog ulovlige metoder i brug for at stoppe Mikkel Hansen.

- Han ramte helt fint. Et hak over tuden. Den sad helt rent, men der er heldigvis ikke sket noget.

- Det er vel håndbold, så der er ikke så meget at gøre. Men han kom for sent, og det gav en 2-minutters, så sådan er det, lød det efter kampen fra Mikkel Hansen.

Brændte skud og tekniske fejl

I 32-27-sejren over Egypten havde den danske stjerne svært ved at få bolden i mål i åbent spil, hvor det blev til scoringer på to ud af syv forsøg.

Til gengæld var han sikkerheden selv fra straffekastlinjen, hvor han bidrog med hele syv scoringer.

Det var specielt i første halvleg, at Hansen og Danmark havde svært ved at trække fra egypterne, der da også var foran med et enkelt mål ved pausen (15-14).

- Vi smed det lidt selv væk i nogle situationer, hvor vi brændte nogle skud og fik lavet nogle tekniske fejl, der gjorde, at de havde nogenlunde styr på det. Omvendt synes jeg egentlig, når vi står seks mod seks med dem i forsvaret, at vi dækker rigtig, rigtig godt op over 60 minutter.

- Da der begynder at mangle 10-15 minutter, bærer det frugt, at de har skullet slide meget for deres mål, og de går måske lidt kolde til sidst, siger den danske topscorer.

Det høje niveau skal fortsætte

Danmark mangler nu at møde Bahrain, Portugal og Sverige i gruppespillet, og selvom de er på cruise control mod kvartfinalen, så minder historikken dem om, hvad der kan ske.

- Det har set fint ud indtil nu. Men jeg tror også, alle, der var i Rio, ved, at det kan se rigtig fint ud i gruppefasen som for Slovenien eksempelvis, og lige så snart man eventuelt kommer til en kvartfinale, så kan alt ændre sig derfra, siger Hansen.

I 2016 var netop Danmark stopklodsen for Slovenien, der ellers havde haft en fornem turnering. Det ændrede sig brat, da Danmark slog slovenerne ud med 37-30.

Derfor ved Mikkel Hansen, det gælder om at holde fast i det høje niveau, da der formentlig venter en modstander i form af Frankrig, Spanien, Tyskland eller Norge i en mulig kvartfinale.

- Fra nu af handler det om, vi fokuserer på os selv. Vi skal optimere tingene og så videre. Det bliver næste kamp mod Bahrain, som faktisk spillede en ret fornuftig kamp mod Sverige og pressede dem, selvom de fik en dårlig start.

Håndboldherrerne spiller igen onsdag, hvor der altså venter et møde med Bahrain.