Strikse OL-regler giver landstræneren to muligheder
Nikolaj Jacobsen skal ikke vente for længe med at skifte ud i truppen, hvis Lasse Andersson eller en anden spiller bliver alvorligt skadet under OL.
Der har ikke været meget at bekymre sig om spillemæssigt for Nikolaj Jacobsen efter tre overbevisende sejre ved OL-turneringen i håndbold.
Det betyder dog ikke, at den danske herrelandstræner kan tage det roligt. Det ville da også ligne ham dårligt. Han fik nemlig en enkelt eller to flere rynker i panden under kampen mod Bahrain, da forsvarsprofilen Lasse Andersson vred om på sin ankel og måtte hjælpes fra banen i en kørestol.
Det vides endnu ikke, hvor alvorlig skaden er, og efter kampen nedtonede landstræneren situationen.
- Han har vredet om på foden, men han havde ikke følelsen af, at han vred helt rundt. Så lad os afvente og se, hvordan det ser ud om et par dage, siger landstræneren.
Skaden giver dog anledning til at opridse de strikse OL-regler om udskiftning i truppen:
- Der er 14 mand i truppen plus én reserve, som må bruges ubegrænset. Hos Danmark er det Emil Jakobsen, som spillede kampen mod Bahrain i stedet for Lasse Svan
- Det er tilladt at skifte ud i truppen én gang under turneringen (skifte en 16. mand ind), og det skal ske inden kvartfinalen
- Bruger man sin indskiftning, kan man ikke skifte sin udskiftede spiller ind igen
Danmark har udtaget Simon Hald som 16. mand. Det vil i så fald være ham, der skal erstatte Andersson, hvis han ikke kan fortsætte.
Reglerne giver dog også holdene mulighed for at skifte en spiller fra den 35 mand store bruttotrup ind. Det virker dog ikke realistisk, at Nikolaj Jacobsen kommer til at benytte sig af den mulighed, når Simon Hald har taget turen med landsholdet til Tokyo.
Landstræneren har derfor følgende muligheder ved en skade:
- Lade spilleren sidde ude de sidste to gruppekampe og håbe, at han bliver klar til kvartfinalen
- Skifte spilleren ud inden kvartfinalen til fordel for Simon Hald eller en anden fra 35-mandsbruttotruppen
Ved EM- og VM-mesterskaber er reglerne mere lempelige. Under OL er der dog ikke plads til lige så mange skader.
Danmark mangler at møde Sverige og Portugal i gruppespillet, inden en kvartfinale venter.
Næste kamp er mod Portugal fredag klokken 12.30.