Håndbold

Aalborg med i "ultimativ" turnering: - Det er kæmpe stort

Aalborg Håndbold er direkte kvalificeret til kvartfinalen ved IHF Super Globe i Saudi Arabien.

Udover Champions League, den danske liga og pokalturneringen kan Aalborg Håndbold se frem til flere kampe i endnu en turnering i næste sæson.

Det nordjyske mandskab er blandt de tre europæiske klubber, der skal spille IHF Super Globe. Også kendt som VM for klubhold.

- Det er jo kæmpe stort for os som klub at skulle deltage. Det er på en måde det ultimative inden for international klubhåndbold med deltagere fra hele verden, og vi glæder os virkelig meget til at vise os frem og efter at komme helt til tops, udtaler direktør Jan Larsen til klubbens hjemmeside.

Qua andenpladsen i sidste sæsons Champions League er Aalborg Håndbold blevet inviteret med til stævnet, der afvikles i Saudi Arabien fra 4. til 8. oktober.

De to øvrige europæiske hold er FC Barcelona, der er med som forsvarende mester og tyske SG Magdeburg, som har fået et wildcard gennem deres sejre i European League.

Derudover kan nordjyderne risikere at møde Al Duhail fra Qatar og to deltagere fra værtsnationen.

I alt skal 10 klubber deltage. De fire sidste bliver fundet via kvalifikationen i Afrika, Nordamerika, Caribien, Oceanien samt Syd- og Mellemamerika.

Aalborg Håndbold er direkte kvalificeret til kvartfinalen.