OL Tokyo 2020

Dansk målmaskine tromler videre ved OL

Fire komfortable sejre ud af fire mulige. Det er status for de danske håndboldherrer ved OL i Tokyo efter en ny sejr på 34-28 over Portugal.

Danmark 34 - 28 Portugal

  • Topscorere: Mikkel Hansen, 9 mål
  • Pausestilling: 20-19 til Danmark
  • Danmark har nu vundet fire kampe i træk
  • Danskernes næste kamp er mod Sverige søndag klokken 14.30

Det betyder resultatet

Danmark er fortsat ubesejret og kan tåle et nederlag på fem mål til Sverige og stadig vinde sin gruppe, hvis Egypten også vinder sin sidste gruppekamp over Bahrain.

Referat

Af Ritzau

Håndboldlandsholdet fortsætter marchen mod førstepladsen i gruppespillet ved OL.

Danmark vandt også sin fjerde kamp ved legene, da Portugal blev besejret med 34-28 i en forestilling med to vidt forskellige halvlege.

Målene væltede ind i begge ender før pausen, hvor der i alt blev scoret 39 mål. I anden halvleg fik det danske forsvar endelig lukket af og skabt grundlaget for en sikker sejr.

De sidste 30 minutter må have givet landstræner Nikolaj Jacobsen ro i sindet. For hans defensiv så hullet ud i kampens første halvdel, hvor Niklas Landin og Kevin Møller i perioder havde urimelige arbejdsbetingelser i målet.

De indledende kvaler til trods vandt danskerne forholdsvis sikkert over en farlig modstander.

Danmark har vundet samtlige 13 indbyrdes opgør mod Portugal. Men man skal ikke lade sig narre af den suveræne statistik, for seneste møde ligger 15 år tilbage, og Portugal har en stærk generation af spillere.

Defensive problemer, offensiv succes

Sydeuropæernes bevægelige offensiv voldte problemer i første halvleg, hvor Nikolaj Jacobsen forsøgte en lang række forskellige forsvarsopstillinger i håbet om at finde en, der virkede.

Det var en virkelig underlig halvleg, der set fra tribunen manglede en smule nerve. Holdene skiftedes til at score, men der var ingen udvikling i kampen, ud over at tallene på måltavlen bare voksede og voksede.

I den danske offensiv var der dog igen masser af fantasi og lette fødder. Danskerne havde ingen problemer med at spille sig til store chancer, og målene kom fra mange spillere.

Det eneste, der manglede, var et bedre forsvar, og det kom i anden halvleg. Det betød også, at Kevin Møller fik fat i mere i målet, og langsomt udbyggede danskerne forspringet, der ved pausen kun lød på 20-19.

Møgfald til Toft

At Henrik Toft tillod sig at brænde nogle oplagte muligheder fik ingen betydning, ud over at den erfarne stregspiller måtte stå model til flere møgfald fra landstræneren.

Selv om intensiteten i forsvarsspillet forsvandt en smule mod kampens slutning, er det værd at hæfte sig ved, at Portugal blev holdt nede på blot ni scoringer i anden halvleg.

Her viste det danske hold, at man godt kan få en defensiv til at fungere uden den skadede Lasse Andersson, der sad udenfor efter sit ankelvrid mod Bahrain.

Danmark spiller sidste gruppekamp mod Sverige på søndag. Svenskerne led tidligere fredag sit første nederlag ved OL i kampen mod Egypten.