OL Tokyo 2020

Dansk reserve har endelig fået sin chance

Emil Jakobsen har som reserve ventet tålmodigt på sin chance ved OL, men nu har han fået den, og fløjspilleren vil gøre alt for at gribe den.

Det er de færreste, der er i tvivl om det enorme talent, som den danske fløjspiller Emil Jakobsen besidder.

Den 23-årige dansker har dog måtte vente meget tålmodigt på at få lov til at vise evnerne i rødt og hvidt ved en slutrunde for det danske herrelandshold.

Ved VM i januar blev slutrundedebuten udsat lige knap en uge grundet en coronaisolation, mens Emil Jakobsen ved denne sommers OL måtte nøjes med en plads som reserve på Nikolaj Jacobsens mandskab.

Men i onsdags fik den dygtige fløjspiller så det go, han har ventet på ved legene i Tokyo. OL-debut mod Bahrain og fredag blev det ligeledes til en plads i truppen til opgøret mod Portugal grundet en skade til Lasse Andersson.

- Det er altid federe at spille. Det er jo det, vi alle rigtig gerne vil. Det er da ærgerligt, at det skal være på bekostning af Lasse (Andersson, red.), men nu har jeg fået chancen, og så handler det bare om at gribe den, fortalte Emil Jakobsen til TV 2 SPORT.

Mod Portugal fredag kvitterede den hurtige fløjspiller med to scoringer og leverede generelt en fin præstation i sin anden OL-kamp i karrieren.

- Det er godt nok vildt. Man skal huske at nive sig selv i armen. Det er vildt, det vi er til lige nu. OL-byen - alle atleterne - som er rundt omkring os, det er virkelig spændende, lød det ligeledes fra Emil Jakobsen.

Jeg venter egentlig bare på at få chancerne for at spille, der er i hvert fald masser af gnist og ild hos mig

Emil Jakobsen

En særlig udfordring at holde sig klar

Selvom det har været spændende at opleve hele det store cirkus omkring OL, indrømmer Emil Jakobsen gerne, at det var noget sjovere at blive inkluderet i truppen og få spilletid ved legene i Tokyo.

Den tidligere GOG-fløj har dog på trods af titlen som OL-reserve forberedt sig minutiøst til hver eneste kamp og tålmodigt ventet på sin chance.

- Jeg træner jo med de andre og har løbet, når de har spillet kamp. Så jeg føler, at jeg er fit. Men både fysisk og mentalt er der en opgave at løse, når du sidder udenfor. Vi har jo prøvet det før i vores yngre dage, hvor du måske ikke lige var førstevalg på dit hold, der sidder du jo også og venter på at komme ind, siger Jakobsen.

- Jeg venter egentlig bare på at få chancerne for at spille, der er i hvert fald masser af gnist og ild hos mig.

Og det kan meget vel blive til mere spilletid for Emil Jakobsen ved OL allerede søndag.

Her møder det danske landshold Sverige i den sidste gruppekamp, og her forventes det ikke, at Lasse Andersson når at blive sin skade kvit.