OL Tokyo 2020

Mikkel Hansen er den mest scorende OL-spiller nogensinde

Mikkel Hansen er nu den håndboldspiller, der har scoret flest mål ved OL nogensinde, og det er han beæret over.

Det var ikke kun ni mål og en dansk sejr, som Mikkel Hansen kunne tage med sig fra gruppekampen mod Portugal.

Med sine mange mål blev han samtidig den mest scorende håndboldspiller ved OL nogensinde.

Ifølge den danske stjerne skyldes det i høj grad, at han deltager i sit fjerde OL.

- Først og fremmest skal man have været til OL et par gange (for at det kan ske, red.), så det er fedt, at jeg har haft muligheden for at være til så mange OL-slutrunder, siger Mikkel Hansen efter opgøret, som Danmark vandt med 34-28.

- Jeg er en del af et godt hold, som mange gange har spillet godt og er nået langt. Det er noget, man er stolt af – først og fremmest at deltage ved OL, så det er klart, at det er en ære. For mig handler det ikke så meget om at lave mål, men at jeg gerne vil hjem med den rigtige medalje.

Landstræneren er stolt

Mikkel Hansen fik OL-debut i 2008, da han som reserve erstattede Michael V. Knudsen, der blev syg. Siden har han været med til OL i 2012 og i 2016, hvor det blev til guld. Dermed er det Hansens fjerde OL.

- Det er fedt. Det er vi stolte af, siger Nikolaj Jacobsen efter kampen.

- Han kom jo med i 2008, og allerede dengang kunne man se potentialet i den unge knægt. Han har jo over de sidste 10 år - nok også mere - været blandt de absolut bedste spillere i verden.

Mikkel Hansen var på andenpladsen inden kampen mod portugiserne.

De mest scorende spillere ved OL nogensinde

  • 133 - Mikkel Hansen (Danmark)
  • 127 - Kyung-shin Yoon (Sydkorea)
  • 123 - Talant Dujshebaev (Spanien)
  • 119 - Gudjon Valur Sigurdsson (Island)
  • 116 - Eduard Koksharov (Rusland)
  • 110 - Nikola Karabatic (Frankrig)
  • 109 - Daniel Narcisse (Frankrig)

Danmark har én gruppekamp tilbage. Det er mod Sverige, og den spilles søndag klokken 14.30 dansk tid.