Norge skuffede stort - nu vil de bare undgå Danmark

Efter to nederlag i fire kampe er Norge presset i gruppespillet ved OL.

Inden OL var forventningerne skruet godt i vejret til de norske håndboldherrer.

Nordmændene tog til Tokyo med ambitionen om at vende hjem med en medalje.

Den mission er fortsat mulig, men efter fredagens kampe ser den noget svært ud, end de ambitiøse nordmænd på forhånd havde regnet med.

I gruppespillets fjerde kamp blev det nemlig til det andet nederlag ved legene i Japan, da Tyskland noget overraskende løb med en komfortabel sejr på 28-23.

- Jeg er frustreret og skuffet. Jeg er ked af, at vi skal stå og tale om den her præstation, for vi er meget bedre, end det vi viser, forklarede Sander Sagosen til norske TV 2 efter opgøret mod Tyskland.

Vil ikke møde Danmark

På trods af de to nederlag til Tyskland og Spanien i gruppespillet, har Norge stadig fine muligheder for at nå kvartfinalen.

Men inden de sidste gruppekampe søndag ser det ud til, at vejen videre fra kvartfinalen bliver den sværest mulige. Meget tyder i hvert fald på, at Norge slutter som nummer fire i deres gruppe A, og derfor skal op i mod nummer et i gruppe B.

Og det huer bestemt ikke i Norge, da det med overvejende sandsynlighed er de forsvarende verdens- og olympiske mestre fra Danmark, som snupper gruppesejren i Gruppe B.

- Lige nu handler det om at prøve at undgå at møde Danmark. De andre hold i den den danske halvdel, kan Norge godt slå, siger den norske håndboldekspert Bent Svele til TV 2 Norge.

- Mulighederne for en kvartfinale er stadig fine, men det kan meget vel blive den sværeste modstander overhovedet i form af Danmark, som kan vente.

Nu skal mandfolkene frem

Intet er som bekendt på plads endnu, men antager vi, at Danmark ikke taber til Sverige i sidste gruppekamp, så er gruppesejren hjemme for Nikolaj Jacobsens mandskab.

Det betyder samtidig, at Norge skal ud og hente ét point på Tyskland, hvis de vil undgå et møde med det sprudlende danske mandskab.

Vi spiller med skulderne oppe i nakken og er bange for at brænde, allerede inden vi har taget skuddene

Sander Sagosen

Norge møder i sidste gruppekamp det ubesejrede franske landshold, mens tyskerne står over for Brasilien, der med en sejr fortsat kan gå videre i turneringen.

- Nu skal vi vise, at vi er et hold af mandfolk. Vi må glemme dette og så spille frit. Vi spiller med skulderne oppe i nakken og er bange for at brænde, allerede inden vi har taget skuddene, fortæller Sander Sagosen videre om perspektiverne for det norske landshold til TV 2 Norge.

- Det gælder os alle sammen. Det gælder for mig. Det gælder fra fløj til fløj. Vi har set bange ud, og det er ikke sådan, vi er bedst. Nu har vi kniven for struben, så nu må vi gå ud og levere end bedre præstation. Vi er for gode til det her.

Norsk landstræner efterlyser skarpere angreb

Norge gav da også sig selv en intet mindre end forfærdelig start på fredagens kamp mod Tyskland.

Efter 17 minutter førte tyskerne med hele 8-3, og det fik et hakkende og uskarpt norsk angreb aldrig rigtig indhentet.

Derfor er det da også offensiven, der er i fokus hos landstræner Christian Berge inden søndagens skæbnekamp mod Frankrig.

- Det er det samme, vi bliver ved med at slide med. Sådan har det været hele OL. Vi kan ikke få bolden i mål på gode og store chancer, lyder det fra landstræner Christian Berge til TV 2 Norge.

- Men vi kommer til chancerne, og det er jo positivt.