Danmark nedlægger Norge i kvartfinalen
Håndboldherrerne fortsætter deres vej mod et OL-titelforsvar i Tokyo. Tirsdag spillede Danmark sig videre til semifinalen.
Efter en sikker sejr over Norge er Danmark et skridt tættere på endnu en OL-triumf.
Med sejren på seks mål er Danmark videre til semifinalen, hvor Spanien venter.
Danmark - Norge: 31-25
- Danmark foran 13-12 ved pausen
- Danmark foran 24-20 med 10 minutter igen
- Rødt kørt til Sander Sagosen i anden halvleg
- Bjarte Myrhol indstiller karrieren efter kampen
- Det var lidt ligesom hele OL: Fantastisk flot, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til DR1 lige efter kampen.
- Det var godt at få Lasse (Andersson, red.) tilbage i en god defensiv. I anden halvleg hjælper Niklas (Landin, red.) også til inde i målet. Vi holder bolden godt i gang, og vi spiller en rigtig god håndboldkamp, hvor vi er i kontrol.
Bedst efter pausen
Efter en tæt første halvleg, hvor Danmark var foran med et eller to mål det meste af tiden, trak Nikolaj Jacobsens mandskab fra efter pausen.
Som landstræneren selv fremhævede, begyndte Niklas Landin at tage fra i målet, og med sikre scoringer i den anden ende tog danskerne stille og roligt spændingen ud af kvartfinalen.
Med uforudsigelige angrebskombinationer og effektive afslutninger fra Mathias Gidsel, Jacob Holm og Mikkel Hansen slog danskerne et hul på 5 mål til 19-14.
Herfra handlede det om at kontrollere kampen hjem mod et mere og mere desperat norsk hold, der var nødt til at tage chancer.
Samtidig var Norge mærket af, at stjernen Sander Sagosen fik sin anden udvisning allerede efter et kvarter. Med risiko for endnu en udvisning og et rødt kort kom Sagosen til at spille en langt mindre rolle, end man kunne forvente, og med seks et halvt minut tilbage på haluret modtog han sin tredje udvisning, og dermed var kvartfinalen forbi for Sagosen.
Norges store profil endte med at score otte gange i opgøret.
Danmark havde bagspilleren Lasse Andersson tilbage, efter at han havde været ude med en skade i de seneste to kampe, og mod forventning havde nordmændene også profilen Christian O'Sullivan klar.
Sidstnævnte blev ellers så skadet i tommelfingeren i Norges sidste gruppekamp mod Frankrig, at han mandag aften fik foretaget et indgreb i den, men det forhindrede ham ikke i at spille igen. Han var dog knap så fremtrædende som tidligere i turneringen.
Med et kvarter tilbage var stillingen 22-19 i dansk favør, og det så komfortabelt ud, selvom den stærke norske kontramaskine et par gange viste sin skarphed.
I målet bød Niklas Landin ind med nogle vigtige redninger, så med 10 minutter tilbage førte danskerne 24-20.
Mads Mensah Larsen satte også et fint aftryk med tre scoringer, hvilket var med til at holde afstanden, inden føringen i de sidste minutter blev udbygget til seks mål.
På torsdag venter Spanien i semifinalen. Tilbage i januar slog danskerne Spanien med 35-33 i semifinalen på vejen mod VM-guldet i Egypten.