OL Tokyo 2020

Jacobsen efterlyser respekt for landsholdet

Nikolaj Jacobsen mener efter kvartfinalen mod Norge, at kritikken oven på nederlaget til Sverige var åndssvag.

Kritikken af håndboldlandsholdet er for hård, når det løber ind i nederlag som det i søndags mod Sverige.

Det giver landstræner Nikolaj Jacobsen udtryk for oven på tirsdagens kvartfinalesejr på 31-25 over Norge ved OL.

Han mener ikke, at der var grund til kritik af holdet efter nederlaget til Sverige, hvor man sparede spillere og trods alt begrænsede nederlaget til 30-33, så det stadig rakte til at vinde gruppen.

- Jeg synes, det er åndssvagt, at der ikke er mere tillid til og respekt for holdet. Vi valgte en præmis for kampen mod Sverige, og jeg synes, at et enkelt nederlag bliver blæst for meget op.

- Det her hold har vundet så meget, at jeg synes, at det fortjener mere respekt. Det har trods alt vundet to VM-titler, to EM-titler og et OL. Man kan ikke bare forvente, at det glider hele tiden, siger Jacobsen.

Efter nederlaget til Sverige var han ganske rolig med hensyn til, at holdet var, hvor det skulle være før kvartfinalen mod Norge. Og han fik også ret, da Norge blev slået forholdsvis komfortabelt.

- Man kunne have savet os over efter i dag, hvis vi havde tabt. Så skulle jeg nok have taget tæskene, men der er ingen grund til at gøre det efter en kamp, hvor vi fik det ud af det, vi ville have, nemlig at blive etter i puljen.

Danmark fik en drømmestart med føring på 5-1, men Norge kom tilbage på 6-6 og gjorde resten af halvlegen lige.

Efter pausen var Danmark dog klart bedst, og der var aldrig spænding om udfaldet i slutfasen.

- Jeg er stolt over, at vi spillede endnu en kamp på et ekstremt højt niveau. I hvert fald i de kampe, hvor vi har haft meget på spil, siger landstræneren med tanke på den sidste gruppekamp mod Sverige.

På torsdag venter en semifinale mod Spanien, der tidligere tirsdag vandt sin kvartfinale med 34-33 over Sverige, der ellers førte 29-25.