OL Tokyo 2020

- Lige nu nyder jeg det bare, siger lettet Niklas Landin

Den danske målmand var mest af alt lettet efter sejren over Norge.

Niklas Landin var stærkt medvirkende til, at det danske herrelandshold i håndbold nu står i en OL-semifinale.

I sejren over Norge havde han et utal af store redninger i anden halvleg.

Derfor var det også en meget lettet Landin, der gav interview til DR efter kampen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig lettet over, vi igen står her og spiller med, hvor det er sjovt. Det er jo ikke en selvfølge, man står i en OL-semifinale igen. Lige nu står jeg bare og nyder det lidt.

Danmark vandt kampen med 31-25, og i store dele af anden halvleg var forspringet komfortabelt.

- Det var godt at få Lasse (Andersson, red.) tilbage i en god defensiv. I anden halvleg hjælper Niklas (Landin, red.) også til inde i målet. Vi holder bolden godt i gang, og vi spiller en rigtig god håndboldkamp, hvor vi er i kontrol, sagde landstræner Nikolaj Jacobsen til DR1 lige efter kampen.

Ikke meget jubel

Mærkbart var det, at de danske spillere ikke var ellevilde efter sejren. Der var tale om en afdæmpet jubel.

Og det har en helt særlig grund, fortæller Niklas Landin.

- Jeg tror, det har noget at gøre med, vi ikke har vundet noget. Vi er kommet et skridt nærmere vores mål, så jeg er ret sikker på, hvis vi når målet, kommer der flere jubelscener, siger han.

Danmark møder Spanien i semifinalen.