OL Tokyo 2020

"Gidsel on fire" - profiler fortæller om Danmarks vilde OL-fest

Håndboldherrerne og den øvrige danske OL-delegation havde en stor fest ved legenes næstsidste nat, hvor særligt Mathias Gidsel blev fejret.

Verdensmester, olympisk vicemester og nu også kåret som mest værdifulde spiller (MVP) ved et OL.

Alt sammen nået på den indtil videre blot ni måneder lange landsholdskarriere af 22-årige Mathias Gidsel.

Nu skal han så lære at slå Aalborg, og så har han næsten gennemført livet

Henrik Møllgaard om Mathias Gidsel

Hvad højrebacken har opnået, er "bar' klass", som de ville sige hjemme i klubben i GOG. Og den seneste hæder - MVP-kåringen - blev fejret i bar' kass'.

Det bevidner en video, som landstræner Nikolaj Jacobsen lagde op på Instagram, og som allerede er blevet set tæt på 100.000 gange.

Med bar overkrop, siddende på skuldrene af Lasse Andersson og med de øvrige holdkammerater rundt om sig blev Mathias Gidsel hyldet til tonerne af Galas 90'er hit 'Freed from Desire'. Med en lettere modificeret tekst til lejligheden:

"Gidsel's on fire. Your defence is terrified," lød det, mens Gidsel blev badet i kolde væsker fra holdkammeraterne og den øvrige danske delegation, der deltog i OL-festen på den danske ambassade i Tokyo.

En god fest, der "heldigvis sluttede sent", som Henrik Møllgaard formulerer det dagen derpå.

Oven på nogle timers søvn og proviantering i form af pizza og pomfritter, var han og tre øvrige landholdsprofiler klar til at møde pressen og fortælle om nattens fest.

Henrik Møllgaard

Aalborg Håndbold

Gidsel er ofte on fire, og det skal han også bare blive ved med, den unge mand. Han har spillet en fantastisk turnering, og han var også dygtig til at feste. Nu skal han så lære at slå Aalborg, og så har han næsten gennemført livet, tror jeg.

Det var fint, at vi lige havde en time til halvanden i omklædningsrummet, hvor vi kunne være kede af det og skuffede og lige samle hinanden op. Men så også at komme ud på ambassaden og fejre et fedt OL med resten af den danske delegation. En fin afrunding på mange uger sammen.

Nikolaj Jacobsen

Landstræner

Det var rigtig hyggeligt ude på den danske ambassade, og der blev festet rigtig godt. Alt i alt en god afslutning på en flot turnering.

Var Gidsel on fire?

Det var der mange, der var. Nu ved jeg godt, at den video, jeg har delt, er kommet lidt længere ud, end den måske skulle. Men det var lige der, vi havde fundet ud af, at Mathias – også velfortjent synes jeg – blevet kåret til MVP. Så det skulle selvfølgelig fejres for den unge mand.

Niklas Landin

THW Kiel

Jeg tror, at vi blev smidt ud i bussen og kørt hjem ved femtiden.

Det var hyggeligt og en god afslutning på en lang turnering. Og så var det også en kæmpe cadeau til Gidsel, der blev MVP, så selvfølgelig skulle han have den sang med.

Lasse Svan

Flensburg-Handewitt

Det var en rigtig god fest. Den var i hvert fald bedre end den sidste, vi havde i Egypten, hvor vi blev henvist til et lille fællesrum, hvor vi kunne sidde med nogle øl i stuen og på balkonen. I går var væsentligt bedre.

Jeg er ret sikker på, det er uden fortilfælde, at så ung en dreng (Gidsel, red.) går ind og dominerer, som han gjorde i januar, kommer på All Star-holdet og tager hjem og håndterer det. Et halvt år senere tager han igen til en slutrunde og bliver så MVP. Det er meget imponerende, så det er fortjent, han fik lov til at slå sig løs.