Håndbold

Den kuppede formand glemte at lytte

Morten Stig Christensen er manden, der som kommende DHF-formand skal bygge broer i dansk tophåndbold.

Til sidst kunne tålmodighedens boble ikke længere holde.

I efterhånden flere år har lederne i dansk håndbold råbt og skreget på fornyelse. Dansk Håndbold Forbund manglede nytænkning, og forholdet mellem spillets politiske interessenter blev nødt til at blive bedre.

Jeg formoder, at han føler sig dolket af sine egne

Men for bordenden sad Per Bertelsen. I ti år har han haft det sidste ord. Formanden medgav, at der skulle ske noget, men han rykkede ikke på det. Samtidig stødte flere og flere sig på hans afvisende facon. Til sidst kostede det ham livet i dansk håndboldpolitik.

En kniv i ryggen

Baglandet mistede tålmodigheden og stak en kniv i ryggen på Per Bertelsen. Anderledes kan det ikke opfattes, når man midt i en formandsperiode bliver orienteret om et mistillidsvotum fra stort set hele repræsentantskabet i Dansk Håndbold Forbund.

Per Bertelsen vil ikke udtale sig, men jeg formoder, at han føler sig dolket af sine egne.

Det var bemærkelsesværdigt, at Divisionsforeningen, Håndbold Spiller Foreningen og især det ekstremt stærke Jysk Håndbold Forbund sammen fik sparket Bertelsen ud og samtidig peget på DHF’s generalsekretær Morten Stig Christensen som Bertelsens afløser. I sig selv en ydmygelse, at højre hånd og vigtigste person i formandens embedsværk pludselig skiftede hest og blev beslutningstagende politiker.

Nødvendigt for dansk håndbold

Lige så chokeret og overrasket over magtskiftet og fremgangsmåden, lige så positiv er jeg over forandringen. Det er ærgerligt, at der skulle så voldsomt et slag til. Men dansk håndbold har brug for et bedre sammenhold – fra spillere til klubber over forbund. En bro, som kontante Per Bertelsen aldrig fik bygget.

Nu er der brug for en forsonende mand. Og det er Morten Stig Christensen. Forsonende. Han har ingen lig i lasten i forhold til især Divisionsforeningen. Forholdet mellem klubberne og Per Bertelsen var aldrig præget af den store, gensidige forståelse. Hjertevarme mellem dem var der heller ikke.

Per Bertelsens deroute er trist. Han har viet sit liv til håndboldpolitik og især sat en helt ny standard for værtskaber af slutrunder. Bertelsen evnede ikke bare at skaffe dem til Danmark utallige gange. Det var også hans kloge hoved og logistiske mesterværk, der skabte en ramme, så Dansk Håndbold Forbund i dag fremstår som verdens bedste til at arrangere slutrunder. Heldigvis har DHF husket at hylde og takke ham for det.

Nu har Bertelsen kun sit politiske liv tilbage i toppen af international håndbold. Han sidder på en toppost i det Internationale Håndbold Forbund, IHF, som det har kostet år at opnå. Også det begyndte at genere i baglandet hjemme i Danmark: At det nationale havde andenprioritet hos Per Bertelsen.

En lyttende formand

Med Morten Stig Christensen som en mere lyttende formand er det tid til forandring. I sin karriere var han en af sin tids mest elegante håndboldspillere. Det var med decideret ynde, når han gled hen over banen med bolden for at servicere til højre og venstre.

Sådan bliver det også for ham, når han sidst på måneden indsættes i sin nye stilling. Han skal overskue det hele, lytte til alle, og frem for alt skal han skabe noget nyt.

Morten Stig Christensen, et helt gratis råd herfra: Begynd med at rydde op i alle DHF’s håbløse regler og love og turneringsreglementer. Og overvej så, om det ikke er på tide, at man lader klubberne administrere deres egen turnering. Så slipper du også for en masse bøvl og skodsager.