Håndbold

Håndboldens urørlige farao vil have fire år mere

Hassan Moustafa vil genvælges som IHF-præsident, og for tredje gang i træk stiller ingen op imod ham.

Den udskældte håndboldpræsident Hassan Moustafa har ingen planer om at give magten fra sig i det internationale håndboldforbund IHF, hvor han har været enehersker i over 20 år.

IHF har offentliggjort listen over kandidater til forbundets kommende kongres til november, og for tredje valg i træk er der kun ét navn på listen over præsidentkandidater: 77-årige Hassan Moustafa.

Bliver egypteren som ventet genvalgt, vil han nå op på 25 år som præsident i IHF – og han vil nå at fejre sin 82-årige fødselsdag, inden der igen vil være valg til posten.

Der har gennem længere tid været spekuleret i, om Hassan Moustafa ville stille op til endnu en præsidentperiode, eller om han - på grund af sin alder - overvejede at stoppe og samtidig udpege sin efterfølger. Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen er flere gange blevet nævnt som en mulig tronarving.

Et land – én stemme

Alle i håndboldverdenen har dog godt vidst, at hvis Moustafa besluttede sig for at blive på posten, ville ingen turde stille op i kampvalg imod ham på kongressen.

- Hvis Hassan stiller op, så er jeg sikker på, at så er han den eneste, der står på den plads, bekræftede Per Bertelsen selv over for TV 2 SPORT tilbage i juni.

For Hassan Moustafa er reelt enehersker i IHF. Han har opbakning fra en række små lande, der ingen håndboldtradition har, men som alligevel er blevet medlemmer af IHF, efter Hassan Moustafa blev præsident i år 2000.

Over 200 lande er i dag med i IHF, hvor hvert land har én stemme på kongressen til november. Så den lille Stillehavsø Tulavu, der blev optaget i IHF i 2013 og har godt 10.000 indbyggere, har lige så stor indflydelse på, hvem der bliver IHF-præsident, som store håndboldnationer som for eksempel Tyskland, Frankrig eller Danmark.

- Hassan Moustafa har lært af andre – i gåseøjne – store idrætspræsidenter fra atletik, volleyball og ikke mindst fodbold. Det gælder om at få en masse små nationer med, som rent ud sagt kan agere stemmekvæg, har Jens Sejer Andersen, international direktør i organisationen Play The Game, tidligere forklaret Hassan Moustafas vej til magten over for TV 2 SPORT.

Derfor er det også utænkeligt, at Hassan Moustafa ikke bliver genvalgt som IHF-præsident til november.

- Jeg tror ikke på, der er nogen, som vil stille op imod Hassan med det for øje, at de vil tabe under alle omstændigheder. Fordi Hassan har så godt et navn rundt omkring i verden – måske ikke i Europa, men rundt omkring i verden har han, og Europa har altså kun en fjerdedel af samtlige stemmer til kongressen, sagde DHF-formand Per Bertelsen til TV 2 SPORT i juni.

Per Bertelsen står også til genvalg. Han har i fire år været turneringsansvarlig i IHF - COC Chairman - og er eneste kandidat på kongressen til fire nye år på den post.

Siden Hassan Moustafa blev IHF-præsident i år 2000, har kun to kandidater - svenske Staffan Holmqvist og Jean Kaiser fra Luxembourg - uden held forsøgt at udfordre egypteren. Ved de seneste to præsidentvalg har der ikke været nogen modkandidater overhovedet.

IHF's kongres er 5.-8. november i Antalya i Tyrkiet.