Håndbold

Morten Olsen stopper på landsholdet

Morten Olsen indstiller sin landsholdskarriere. Det skriver han på Instagram.

OL-finalen 2021 blev Morten Olsens sidste landskamp.

Playmakeren stopper i rødt og hvidt, skriver han på Instagram:

- Det startede med OL-guld og sluttede med OL-sølv 5 år senere.

- Det er mere end jeg nogensinde kunne have drømt om. Tusind tak til alle, der har støttet mig og håndboldherrerne de sidste mange år. Jeg er glad og stolt over at have været en del af det her hold.

- Min rejse slutter her.

- Alt det bedste til håndboldherrerne fremover.

36-årige Morten Olsen debuterede på landsholdet i april 2006, men der gik næsten et årti, før han brød igennem som en bærende spiller.

I alt har han spillet 118 landskampe og scoret 218, og ud over OL-guldet i Rio var Olsen også med til at vinde VM både i 2019 og 2021.

Fra bænkevarmer til hovedrolle

I perioder har Morten Olsen spillet en kæmpe rolle på landsholdet - eksempelvis i VM-finalen 2019, hvor han scorede otte mål i udraderingen af Norge.

I andre perioder har Morten Olsen brugt meget tid på bænken, hvilket han tidligere har ærgret sig over - for eksempel under den første del af VM i 2019, hvor han styrketrænede om natten for komme af med nogle frustrationer og for at holde sig i gang.

Men indtil nu har Olsen altid været klar, når landstræneren har haft brug for ham.

Tidligere på dagen talte netop landstræneren og Morten Olsen med hinanden, inden Olsen delte nyheden om sit landsholdsstop på Instagram:

- Vi talte om, at nu er tiden kommet til at være mere sammen med familien frem for at bruge den tid, som landsholdet også kræver. Det er helt fair.

- Morten er også kommet op i årene, og der kommer nogle unge spillere, som presser på. Det har nok også noget at gøre med det - at rollen bliver mindre og mindre. Vil man bruge tiden på det? Det er jo hårdt at være væk fra familien i så mange uger.

Morten Olsen spiller til daglig i GOG. Efter en lang periode i udlandet vendte han til Danmark i sommeren 2020, hvor han tog hul på en treårig aftale med GOG.