Håndbold

"Fantastisk udfordring" - Nyegaard bifalder Gidsel-skifte

Ifølge Bent Nyegaard var Mathias Gidsel et varmt navn i alle store håndboldklubber.

Mathias Gidsel skal fra næste sommer tryllebinde de tyske håndboldfans for Bundesliga-klubben Füchse Berlin.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard storroser karrierevalget.

- Det er en fantastisk udfordring for ham, og det er bestemt ikke overraskende, at han skal ud i den store verden. Og så er Berlin jo også en fantastisk by.

Og samtidig også en by og håndboldklub med en efterhånden aldeles slagkraftig danskerkoloni.

- Der er den smukke ting ved Füchse Berlin, at Jacob holm og Lasse Andersson også er der. Gidsel og Holm har spillet fantastisk sammen på landsholdet. Og så er er der jo også Hans Lindberg og Johan Koch.

- Gidsel er vant til et stærkt miljø, og noget tyder på, at han også kigget på miljøet i sit skifte, siger Bent Nyegaard.

Et af verdens varmeste navne

22-årige Gidsel bragede ind på den internationale håndboldscene med sin præstation ved VM i januar, og han gentog bedriften ved OL denne sommer.

- Hvis han ikke er verdens varmeste spiller i øjeblikket, er det i hvert fald tæt på, siger Bent Nyegaard, der samtidig roser Füchse Berlin for at have landet den sydfynske guldkalv.

- Det er dæleme godt set af dem at hente Gidsel. Respekt for det. Gidsel har været på spisesedlen i rigtig mange klubber i Frankrig, Tyskland og Spanien. Vel egentlig over alt.

Foruden Mathias Gidsel har Füchse Berlin også præsenteret den slagkraftige spanske bagspiller Viran Morros, der kommer fra PSG, allerede for denne sæson.

- Med de her investeringer jagter de nu for alvor en fast plads i top 3-4 i Tyskland.

Füchse Berlins seneste ligaplaceringer

2020/21: Fjerdeplads

2019/20: Sjetteplads

2018/19: Sjetteplads

2017/18: Tredjeplads

2016/17: Fjerdeplads

Blåstempling af GOG-strategi

Gidsels nuværende klub, GOG, er af mange regnet som en af de bedste klubber i Danmark til at udvikle talenter. Tidligere har de blandt andet sendt landsholdsspiler Emil Jakobsen til Flensburg. Han skifter i sommeren 2022.

Selvom det ærgrer GOG-træner, Nicolej Krickau, at endnu en stor spiller nu forlader klubben, er han afklaret.

- Det er en del af vores job at gøre dem klar til at komme ud til store opgaver. Og vi skal holde dem længe nok til at vinde medaljer med GOG.

- Vi er vant til det. Det er altid med både grædende og glade følelser. Vi er endnu en gang lykkedes med at gøre en spiller klar til endnu større opgaver end GOG. Det fortjener Gidsel om nogen, siger Nicolej Krickau, der kalder det "en blåstempling af klubben".