Håndbold

Nyegaards nedtælling: Disse syv hold kommer ikke i slutspillet

TV 2 SPORTs ekspertkommentator Bent Nyegaard tæller ned til den nye sæson i håndboldligaerne.

I denne fjerde af seks klummer frem mod sæsonstart kommer Bent Nyegaard med sit bud på pladserne fra nummer 9 til 15 i HTH Herreligaen.

Du kan læse de første tre klummer - alle om Bambusa Kvindeligaen - her:

Nederst kan du også få det fulde overblik over alle klubskifter i HTH Herreligaen før den nye sæson.

9. Ribe-Esbjerg

Total forvandling

Jeg tilføjer lige næsten, men sidste sæsons startopstilling havde ofte dette udseende: Uth, Nygaard, Steinn-Jonsson, Karason og Søndenå. Den tælleivrige vil savne et par stykker. Rasmussen i mål og Zvizej på stregen kommer jeg ikke sådan videre udenom.

Jeg glemmer ikke anfører Mathias Jørgensen og selvfølgelig ej heller assistenttræner Jonas Larholm, men fakta er, at elleve nye er kommet til i cheftræner Kristian Kristensens trup, der fortsat har slutspillet som destination, når HTH-ligaens grundspil har sidste spilledag lørdag, den 9. april 2022.

Cheftræneren glæder sig over den større bredde, der var en alvorlig mangelvare i den forgangne sæson, ligesom Kristensen glæder sig over den professionalisme, han begynder at ane i klubben som helhed.

Ribe-Esbjerg

  • Odds som DM-guldvinder: 60
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Torben Petersen
  • Topscorer i sidste sæson: Runar Karason, 122 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Runar Karason, 77 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: 10 sejre, tre uafgjorte, 16 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Sæsonanalysen afslørede, at der skal tænkes nyt, når modstanderen har bolden. Især forsvarsopgaven med at tackle det 7 mod 6 spil - der ikke kommer til at få færre spilminutter rundt omkring i klubberne i den kommende sæson - lykkedes slet ikke.

Derfor bliver det i højere grad det klassiske 3-2-1 forsvar, som Jugoslavien grundlagde for mange år siden, der skal i brug. Ikke i lange perioder, men udvalgte perioder, så det forsvarsudtryk, der manglede sjæl i sidste sæson, kan få de farver i kinderne, der gør opgaven sværere for konkurrenterne.

Torben Petersen, William Aar og Marcus Mørk skal lege med Larholm og Birkefeldt og sikre et dynamisk angrebsspil, der måske igen vil gøre Miha Zvizej til ligaens fremmeste stregspiller.

Sune Agerschou har lovet at holde øje med evigt - også i sit 45. år - ambitiøse Søren Rasmussen og hjemvendte Kim Sonne, så redningsprocenten konstant kan holde sig over de 30 procent.

Konkurrencen er benhård, og selv om Kristian Kristensens mandskab ser mere end lovende ud, opfyldes ambitionen om en plads i slutspillet ikke.

Ribe Esbjerg bliver nummer 9.

10. KIF Kolding

Det ”nye” KIF Kolding

December måned 2020 kan blive en måned, jeg vil vende tilbage til med mellemrum. Her blev det nemlig kundgjort, at Christian Hjermind skulle være KIF Koldings nye direktør, og efter mere end turbulente måneder er jeg sikker på, at Hjermind bliver direktøren, der igen får Danmarks mest vindende håndboldklub tilbage blandt de bedste.

Samtidig med valget af Hjermind, valgte KIF Kolding også at give cheftræner, Andreas Toudahl, en ny treårig kontrakt.

Helt naturligt efter Toudahls fremragende sæson, der sendte koldingenserne i slutspillet.

KIF Kolding

  • Odds som DM-guldvinder: 500
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Peter Balling
  • Topscorer i sidste sæson: Peter Balling, 139 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Peter Balling, 109 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: 12 sejre, to uafgjorte, 18 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Én af mine fejlforudsigelser fra den forgangne sæson var netop KIF Kolding, og cheftræneren var da heller ikke for fin til at gøre mig opmærksom på dette, da jeg kontaktede ham for en snak om den kommende.

Mest iøjnefaldende i forhold til sidste sæson er antallet af aktører i den tidligere storklub, og det er noget, cheftræneren har haft stift fokus på efter sidste sæson med en lille trup i forhold til konkurrenterne.

Fra 12 til 16 gode spillere gør en pokkers forskel i træningskvaliteten, godtgør Toudahl.

Jeg konstaterer, at økonomisk påpasselighed går forud for store satsninger. Jesper Meinby og Emil Jessen bliver klare forstærkninger, uden at Christian Hjermind har skullet haft fat i alt for mange sponsorer.

Jens Svane er tilbage på fuld tid, og Guldsmed fra Skive skal udvikles.

Optakten har ikke været optimal. Chris Jørgensen er først tilbage efter fire måneder uden bold. Balling, Morsten og Flodman har været ude med skader, men når det hele bliver samlet, bliver det et forstærket Kolding-mandskab i forhold til sidste sæson.

Strategisk med flere forsvarsvarianter, og det succesrige 7 mod 6 spil har fået endnu et par krøller til at irritere modstandere med.

Sidst, jeg gik galt i byen, var det med formuleringen ”skrøbelige Kolding” og et gæt på en 13. plads.

Så galt går det ikke for det ”nye” KIF Kolding i denne sæson.

Tre pladser frem, men intet slutspil.

Plads 10 er reserveret til Toudahl og hans mandskab.

(Klummen fortsætter efter grafikken)

11. Mors-Thy

Kontinuiteten brudt

Efter henholdsvis seks og tre år med Jan Paulsen og Søren Hansen som chefer for Mors-Thy Håndbold står den på nu på nye ansigter år for år.

Jonas Wille blev blot et år, inden stafetten blev givet videre til Niels Agesen.

Samtidig var det også tid for etablerede spillere som Jonas Gade, Frederik Tilsted, Emil Bergholt, Allan Toft Hansen og Søren Petersen at prøve nye græsgange.

Tillige er det sidste sæson for tre stærke profiler. Målmand Bech, stortalent Hoxer og dygtige Bjarke Christensen skal alle videre.

Med andre ord næsten en total udskiftning på startopstillingen, og jeg tror, de fleste kan se, hvor stor en opgave Niels Agesen har påtaget sig.

Mors-Thy

  • Odds som DM-guldvinder: 1.000
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Erik Toft
  • Topscorer i sidste sæson: Bjarke Christensen, 134 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Mads Hoxer, 58 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: 11 sejre, én uafgjort og 17 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Udfordringer er til for at blive taget imod, og cheftrænerens er fuldstændig klar i spyttet, når han proklamerer, at målet for sæsonen går både over slutspil i HTH-ligaen og kvalifikation til gruppespillet i Europa League.

Apropos udfordringer står Agesen også med flere skader op til sæsonstarten. Værst ser det ud for Mads Hoxer, der kan risikere at være ukampdygtig i endnu et par måneder.

Supercup kampen mod Aalborg viste – som det var tilfældet i pokalfinalen tilbage i juni – at både hjerter og lunger har stor kapacitet hos Mors-Thy-folket, og med ”Bette Balkan” i ryggen bliver det ingen udflugt at skulle i tvekamp i Sparekassen Thy Arena.

Agesen har et skelet at bygge sine forhåbninger på. Lindgren bliver forsvarets naturlige omdrejningspunkt. Øverjordet har nu lært den danske liga så godt at kende, at han kan blive en profil. Den nye anfører, Erik Toft, kan løfte ethvert hold både på og udenfor banen, og hurtigløberne på fløjene, Pedersen, Sørensen og Christensen er garanter for høje scoringsprocenter.

Det bliver dyrt for Agesen, at Hoxer er ude de første par måneder.

Mors-Thy når ikke slutspillet.

Jeg har reserveret plads nummer 11 til Erik Toft & Co.

Så må jeg tage skænderiet med ”Bette Balkan” hen over sæsonen.

12. Nordsjælland Håndbold

To assistenter skal sikre nordsjællandsk succes

En absolut sjældenhed. A-landsholdets assistent, Henrik Kronborg, skal være inspirator for U-landsholdets assistent, Simon Dahl Jørgensen.

Skuepladsen bliver Nordsjælland Håndbold, og her hedder chefen stadig Simon Dahl, og han er jublende lykkelig for at have en så kompetent og erfaren kapacitet ved sin side.

Kampafviklingen bliver uden Kronborg, der har masser af andre opgaver, han skal håndtere i DHF-regi.

Nordsjælland Håndbold

  • Odds som DM-guldvinder: 2.000
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Kasper Kisum
  • Topscorer i sidste sæson: Mathias Bach Møller, 128 mål
  • Statistik i 1. division sidste sæson: 23 sejre, én uafgjort, to nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Tid til eftertanke har altid været en afgørende del af en træners arbejde, og helt tilbage i nedrykningssæsonen – også kaldet coronanedlukningssæsonen – grublede cheftræneren over grundene til, at pointene endte med at blive for få.

Grubleriet og dets konsekvenser lod klare signaler tilbage. Spillerne tabte alt for mange nærkampe og dueller. For få kilo at gøre godt. Omlægning af træning. Mere tid afsat til styrkedelen, og nu her godt et års tid senere, viser data den klare udvikling. Kisum, Campbell, Tobias Jørgensen og alle de andre har fået fire 4 kilo muskler mere at gøre godt med, når HTH-ligaens supermænd holder dem ud i strakte arme.

Forårets tidlige oprykning gav tid – kvalitetstid – så mens de fleste andre spillede slutspil, gik Dahl og hans slæng i gang med det hårde opstartsarbejde allerede i starten af maj måned. Foreløbig har det resulteret i en trup fri for skader.

Samtidig er det stort set lykkedes at holde sammen på holdets stamme, og så er brormand, Jesper Dahl, vendt tilbage under storebrors beskyttende vinger.

De samlet mange flere kilo skal bruges fornuftigt. Første del bliver et mere dynamisk forsvar. Dahl vil gerne længere frem på banen og udfordre de mange dygtige duel-spillere, der hærger dagens håndbold fra dommernes første fløjt.

For Simon Dahl er opgaven ligetil. Fat i den 13. plads og overlad det 1. divisionshalløj til andre.

Det lykkes. Endda to takker bedre end det nødvendige.

Nordsjælland håndbold tager sig af plads nummer 12.

13. TMS Ringsted

Nedrykning ikke et tema

Christian Dalmose er helt fast i kødet, når han lægger ord til rubrikken.

Midtsjællænderne er i gang med det helt store sats, baseret på en sikrere og sikrere økonomisk base.

Spillerbudgettet er løftet fra 2.5 til 3.0 millioner kroner. Ian Marko Fog er ny direktør og skal sikre salg og en endnu større omsætning. Præstationspsykologen, Martin Langagergaard, optimere de ekstra par procenter, der giver flere point. Ole Erevik får ansvaret for, at hjemvendte Patrick og stortalentet Tobias Lanz toppræsterer, og endelig håndterer sportsfysiologen, Kaper Danborg optimeringen af den enkelte spillers fysik.

TMS Ringsted

  • Odds som DM-guldvinder: 3.500
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Patrick Bols
  • Topscorer i sidste sæson: Morten Hempel Jensen, 171 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Morten Hempel Jensen, 61 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: Fem sejre, én uafgjort, 20 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Desuden hæfter cheftræneren sig ved, at det nu også kan lade sig gøre at hente spillere helt fra det store Jylland. Personificeret i Mark Nikolaisen og Pelle Schilling, der senest slog deres folder i Lemvig-Thyborøn.

Cheftræneren har også haft tid til analyse og konstaterer, at spillets udvikling mod højere scoringsfrekvens gør, at fart og fysik er så afgørende parametre, at det har haft stor fokus i den generelle træning.

Cheftræneren med hang til masser af 7 mod 6 spil er klar til at ændre i den strategi. Udgangspunktet bliver færre sekvenser med den disciplin.

Vejen til mange mål skal selvfølgelig sikres defensivt og med stor tiltro til målmandsparret Bols og Lanz, men i lige så høj grad med udgangspunkt i kompetencerne hos unge Laurits Leger, rutinerede og dynamiske Mark Nikolaisen, Martin Risom med venstrehånden og Oliver Klarskov, der nu er fuldt tilbage efter en lang pause efter en svær hjernerystelse.

Dalmose, der er kendt for turbulens på sidelinjen, er så tilfreds med tingenes tilstand og hans spilleres niveau, at han indimellem må tage sig selv i bare at sidde og kigge, ja, ligefrem nyde, hvor dygtig en trup, han råder over.

Den gode Dalmose skal nu nok blive aktiv på den sidelinje.

Nedrykning kommer ikke på tale.

TMS Ringsted napper pladsen lige foran de to nedrykkere.

14. Lemvig-Thyborøn

Årets kvindetræner på ny mission

Dennis Bo Jensen blev udmærket for sine flotte præstationer med kvinderne fra Ajax, København, men nu står den på opgaveløsninger med mænd og det vel nærmeste så langt fra hovedstaden som overhovedet muligt.

Lemvig-Thyborøn hedder udfordringen, og på de kanter hedder det kamp for overlevelse, men det er en udfordring cheftræneren er helt rustet til efter lignende opgaver de seneste år.

Lemvig-Thyborøn

  • Odds som DM-guldvinder: 2.500
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Jorn Smits
  • Topscorer i sidste sæson: Jesper Kokholm, 78 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Jonas Langerhuus, 58 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: Fem sejre, tre uafgjorte, 21 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Ikke overraskende peger Jensen på alle de positive ting. Han glæder sig over en fantastisk træningskultur. En enorm fysik, som altid vil være et afgørende parameter, når landets bedste herrespillere pisser deres territorier af.

Ligeledes hæfter han sig ved, at hans hold indeholder masser af ligaerfaring, når han tænker på Porup, Thymann, Spanggaard, Kokholm, Lindholt, Hessellund, og så har holdet sikret sig hollandske Jorn Smits, der lige var på visit i TTH Holstebro mod slutningen af sidste sæson.

Smits erfaring stammer fra det hollandske landshold. Her skal playmakeren høste yderligere erfaring, når EM i Slovakiet og Ungarn skydes i gang til januar.

Ude vestpå hjælper man hinanden, og cheftræneren får yderligere hjælp, når han én gang om ugen kan udvikle sig mandskab i træningssamarbejdet med naboerne fra Holstebro. Her er ingen positionskamp. Alle ved, at TTH er storebror i den lille leg.

Mentalt var sidste sæsons mandskab en stærk enhed. En frygtelig start generede ikke. 16 af de første 18 kampe blev tabt, men de to sejre kom netop mod nedrykningsrivalerne fra TMS Ringsted, og så sluttede Anders Thomsens mandskab forrygende af med ikke at tabe 7 af de sidste 9 kampe.

Den stærke psyke bliver der brug for. Ikke mindst evnen til at vinde de ”rigtige” kampe er ekstraordinært vigtig.

Fleksibelt forsvar med evne til at lokke fjenden i uføre bliver en del af Jensens strategi.

Det rækker ikke.

Lemvig-Thyborøn lander på 14. pladsen og rykker direkte ud.

15. Skive fH

Vind 13. pladsen

Skivetræner, Arne Damgaard, snyder kun ganske få.

Han besidder både erfaring og humor i store mængder, og jeg kan nærmest høre hans smil, da jeg spørger, om lidt tid til en snak om den nært forestående sæson.

Cheftræneren ved godt, at odds for overlevelse er små, men han ønsker en positiv indgang til de store udfordringer.

Vind plads nummer 13, bliver hans slogan for oprykkerne og deres kamp for at overleve blandt de bedste.

Skive fH

  • Odds som DM-guldvinder: 3.500
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Søren Tau
  • Topscorer i sidste sæson: Daniel Guldsmed, 95 mål
  • Statistik i 1. division sidste sæson: 20 sejre, to uafgjorte, fem nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Udfordrende, ja, men masser af de drilske vestenvinde fortæller historien om en økonomi, der er i klar bedring. Så meget, at en god million kan lægges oveni i det beskedne budget – nuværende spillerlønninger på 1.6 million kroner- hvert år de kommende tre år.

Hvorfor så ikke slå til nu, kunne være et spørgsmål, og svaret er klart og tydeligt. Ingen kvalitetsspillere at få så tæt på sæsonstart.

Andre vinde fortæller om det, der ér lykkedes.

Sidste sæsons store profil i målet, Magnus Brandbyge, skulle have været til Aarhus Håndbold, men det forhindrede konkursen, og det er de lykkelige for i Skive.

Søren Tau ville gerne hjem fra norske Elverum, og han kan få voldsom betydning for oprykkerne med de mange udskiftninger.

U-21-landsholdsspilleren, Magnus Haubro Jensen valgte Skive FH, og så har Arne Damgaard pludselig skyts fra de lange distancer på et hold, hvor de fleste skal tæt på for at afgøre tingene.

Damgaardsønnerne, Thomas og Andreas, får afgørende betydning, og rutinerede Nickolei Jensen bliver mastermind, når 7 mod 6 spillet skal afgøre kampe.

Erfarne Tobias Svend Rasmussen og nytilkomne Mads Peter Lønborg tydeliggør, at cheftræneren har flere valgmuligheder, når kampe skal afgøres.

Mest afgørende dog, at dyder som fællesskab, forsvar og fight kan blive de fællesnævnere, der kan tænde op under en fyldt Interfjord Arena.

Alt dette til trods.

Skive FH slutter sidst i HTH-ligaen og må stole på 3-årspanen for en hurtig returbillet.

Første spillerunde i HTH Herreligaen

  • Fredericia - Bjerringbro-Silkeborg (1/9)
  • GOG - Ribe-Esbjerg (1/9)
  • Mors-Thy - TTH Holstebro (2/9)
  • SønderjyskE - Aalborg (2/9) - TV 2 PLAY og TV 2 SPORT
  • KIF Kolding - Lemvig-Thyborøn (3/9)
  • Nordsjælland - Skive fH (3/9)
  • TMS Ringsted - Skjern (4/9)

Skanderborg Aarhus er oversidder i første spillerunde.

HTH Herreligaen transferoverblik

Aalborg

Aalborg

Ind: Kristian Bjørnsen (Wetzlar), Jesper Nielsen (Rhein-Neckar Löwen), Martin Larsen (Leipzig), Aron Palmarsson (FC Barcelona)

Ud: Magnus Saugstrup (Magdeburg), Mads Christiansen (Fredericia), Mark Strandgaard (karrierestop), Mikkel Lang Rasmussen (Skjern)

Desuden har Aalborg allerede offentligt, at Mikkel Hansen (Paris) og Mads Hoxer (Mors-Thy) kommer til klubben fra sommeren 2022.

Foto: Aalborg HÃ¥ndbold.

Bjerringbro-Silkeborg

Bjerringbro-Silkeborg

Ind: Patrick Westerholm (ny cheftræner), Simon Sørensen (assistent, Århus Håndbold), Henrik Tilsted (Sävehof), Mikkel Løvkvist (Fredericia), Ludvig Hallbäck (Ystad), Laurenz Kluth (Tusem Essen), Jeppe Gade (retur fra lejeophold i Skive).

Ud: Peter Bredsdorff-Larsen (træner), Sebastian Skube (Chambery), Kasper Larsen (SønderjyskE), August Pedersen (Drammen), Klaus Thomsen (karrierestop), Mads Øris Nielsen (karrierestop), Jesper Nøddesbo (karrierestop), Christian Lorentzen (Skive fH)

Desuden har Bjerringbro-Silkeborg allerede offentligt, at den norske stregspiller Thomas Solstad kommer til klubben fra Elverum fra sommeren 2022.

Foto: BSH

Fredericia

Fredericia

Ind: Mads Christiansen (Aalborg), Cornelius Kragh (Skanderborg), Nikolaj A. Nielsen (Skanderborg)Jens Fredsgaard (Århus), Lasse Balstad (Ystad)

Ud: Jesper Lindgren (Ribe-Esbjerg), Jimmi Andersen (Nordsjælland), Mikkel Løvkvist (Bjerringbro-Silkeborg), Jakob Mikkelsen (Istres), Mathias Hedegaard (Ajax København)

Foto: Fredericia HK

GOG

GOG

Ind: Jerry Tollbring (Rhein-Neckar Löwen), Torbjørn Bergerud (Flensborg-Handewitt), Lukas Jørgensen (Århus Håndbold), Mathias Larsson (Århus Håndbold)

Ud: Emil Jakobsen (Flensborg-Handewitt), Søren Haagen (HØJ Håndbold), Frederik Bo Andersen (Hamburg), Oliver Wozniak (TMS Ringsted), Andreas Haagen (Ribe-Esbjerg – udlejet til TM Tønder), Viktor Neves (SønderjyskE), Anton Filtenborg (TM Tønder), Steven Plucnar (Lugi), Peter Lund (KIF Kolding)

Foto: GOG

KIF Kolding

KIF Kolding

Ind: Jesper Meinby (Drammen), Emil Jessen (Århus Håndbold), Peter Torpegaard Lund (GOG), Daniel Guldsmed (Skive fH), Mats Gordon Krog (Otterup)

Ud: Troels Vejby Jørgensen (Ajax København), Nicolaj Jørgensen (Team Sydhavsøerne), Phillip Lyngby Pedersen (Skive fH), Kristoffer Vestergaard (TM Tønder).

Desuden har KIF Kolding allerede offentliggjort, at Bjarke Christensen (Mors-Thy) kommer til Kolding fra sommeren 2022. 

Foto: KIF Kolding

Lemvig-Thyborøn

Lemvig-Thyborøn

Ind: Dennis Bo Jensen (træner, Ajax København), Martin Hansen (assistenttræner), Jorn Smits (TTH Holstebro), Nicklas Graugaard (TTH Holstebro), Jacob Hessellund (Mors-Thy), Svend Rughave (Skjern Håndbold, leje), Søren Pedersen (ny direktør – tidl. spiller i Mors-Thy)

Ud: Anders Thomsen (træner, Ribe-Esbjerg), Mark Nikolajsen (TMS Ringsted), Pelle Schilling (TMS Ringsted), Ronnie Nicolaisen (TTH Holstebro), Jonas Langerhuus (HC Midtjylland), Jacob Østergaard (karrierestop), Shadrach-Amie Nsoni (Skive fH), Jesper Holm (tidl. assistenttræner)

Foto: Lemvig-Thyborøn Håndbold

Nordsjælland

Nordsjælland

Ind: Jesper Dahl (Århus Håndbold), Jimmi Andersen (Fredericia), Andreas Magaard (TMS Ringsted), Hakan Sahin (Ajax København), Henrik Kronborg (assistenttræner)

Ud: Andreas Nielsen (Mors-Thy), Marcus Holmen (Hallby), Tobias Rasmussen (Grindsted), Anders Agger (TMS Ringsted), Benjamin Jørgensen (Team Sydhavsøerne), Mathias Møller (Alingsås), Nicolas Lundbye Kristiansen (karrierestop)

Foto: Nordsjælland Håndbold

Mors-Thy

Mors-Thy

Ind: Niels Agesen (træner, Randers HK), Andreas Nielsen (Nordsjælland), Emil Hansson (Ystad), Kristian Lund Vukman (Team Sydhavsøerne), Axel Franzen (Allingsås), Andraz Velkavrh (Azoty Pulawy)

Ud: Jonas Wille (træner), Søren Pedersen (karrierestop), Jacob Hessellund (Lemvig-Thyborøn), Jens Dolberg (Fyllingen Bergen), Allan Toft Hansen (Skanderborg), Emil Bergholt (Skjern), Frederik Tilsted (TTH Holstebro), Jonas Gade (TTH Holstebro)

Foto: Mors-Thy HÃ¥ndbold

Ribe-Esbjerg

Ribe-Esbjerg

Ind: Anders Thomsen (assistenttræner, Lemvig-Thyborøn), Markus Mørk (Skanderborg), Jesper Lindgren (Fredericia), Emil Grønbech Hansen (Skive fH), Kim Sonne (Chartres), Torben Petersen (Itres), William Aar (Århus Håndbold), Andreas Haagen (GOG – nu udlejet til TM Tønder), Jonatan Mollerup (Ystad), Jonas Hald Christensen (HEI-Skæring)

Ud: Lasse Uth (Skjern), Runar Karason (Handbolti), Nicolai Nygaard (Chartres), Besard Hakaj (Kristianstad), René Villadsen (HC Midtjylland), Kasper Kvist (HC Midtjylland), Magnus Søndenå (Arendal), Christian Nim (HC Odense)

Foto: Ribe-Esbjerg HH.

Skanderborg Aarhus

Skanderborg Aarhus

Ind: Morten Hempel Jensen (TMS Ringsted), Allan Toft Hansen (Mors-Thy)

Ud: Nikolaj A. Nielsen (Fredericia), Cornelius Kragh (Fredericia), Markus Mørk (Ribe-Esbjerg), Magnus Haubro Jensen (Skive fH)

Foto: Skanderborg Aarhus

Skive fH

Skive fH

Ind: Søren Tau (Elverum), Mads-Peter Lønborg (Århus Håndbold), Oliver Juhl (Skjern), Magnus Haubro Jensen (Skanderborg), Phillip Lyngby Pedersen (KIF Kolding), Benjamin Holm (TM Tønder), Shadrach-Amie Nsoni (Lemvig-Thyborøn), Anders Gade (Skovbakken), Christian Lorentzen (Bjerringbro-Silkeborg)

Ud: Daniel Guldsmed (KIF Kolding), Emil Grønbech Hansen (Ribe-Esbjerg), Jesper Sørensen (karrierestop – nu direktør i klubben), Casper Dohn Jensen (HC Odense), Sebastian Holler Kanstrup (Vendsyssel), Joshua Krohn Grace (Halten), Mads Lynggaard (karrierestop)

Foto: Skive fH

Skjern

Skjern

Ind: Christoffer Bonde (Århus Håndbold), Lasse Mikkelsen (Melsungen), Emil Bergholt (Mors-Thy), Lasse Uth (Ribe-Esbjerg), Alfred Jönsson (Hannover-Burgdorf), Senjamin Buric (RK Zagreb), Mikkel Lang Rasmussen (Aalborg)

Ud: Anders Eggert (karrierestop), Bjarte Myrhol (karrierestop), Jonas Tidemann (Sporting), Elvar Örn Jönsson (Melsungen), Jonathan Stenbäcken (Sävehof), Oliver Juhl (Skive fH), Svend Rughave (Lemvig, lejeaftale)

Foto: Skjern HÃ¥ndbold.

SønderjyskE

SønderjyskE

Ind: Kasper Larsen (Bjerringbro-Silkeborg), August Wiger (Århus Håndbold), Andreas Lang (Alingsås), Viktor Nevers (GOG), Nikolaj Svalastog (Grindsted)

Ud: Josip Cevar (TTH Holstebro), Jon Andersen (Frisch Auf Göppingen), Mikkel Hansen (AMO HK).

Desuden har SønderjyskE allerede offentliggjort, at Mors-Thy-keeperen Rasmus Bech kommer fra sommeren 2022. Han afløser Kristian Dahl Pedersen i SønderjyskE-målet.

Foto: Sønderjyske

TMS Ringsted

TMS Ringsted

Ind: Pelle Schilling (Lemvig-Thyborøn), Mark Nikolajsen (Lemvig-Thyborøn), Anders Agger (Nordsjælland), Oliver Wozniak (GOG), Patrick Bols (Helvetia Anaitasuna)

Ud: Morten Hempel Jensen (Skanderborg Aarhus), Frank Mikkelsen (HØJ), Andreas Magaard (Nordsjælland), Andreas Hampe (TM Tønder)

Foto: TMS Ringsted

TTH Holstebro

TTH Holstebro

Ind: Nikolaj Markussen (Veszprem), Frederik Tilsted (Mors-Thy), Jonas Gade (Mors-Thy), Josip Cavar (SønderjyskE), Ronnie Nicolaisen (Lemvig-Thyborøn), Rasmus Kier (Århus Håndbold)

Ud: Aaron Mensing (Flensborg-Handewitt), Sebastian Frandsen (Porto), Kay Smits (Magdeburg), Rickard Frisk (Alingsås), Nicklas Graugaard (Lemvig-Thyborøn), Odinn Thor Rikhardsson (Handbolti), Jorn Smits (Lemvig-Thyborøn), Johan Kofoed (Ajax København)

Desuden har TTH Holstebro allerede offentliggjort, at Mathias Smed (Skanderborg Aarhus), Miha Zvizey (Ribe-Esbjerg) og den norske målmand Sander Heieren fra Drammen alle kommer til klubben fra sommeren 2022.

Foto: TTH Holstebro.