Håndbold

Nyegaards nedtælling: Der er lidt 'Danmarks Veszprem' over dem

TV 2 SPORTs ekspertkommentator Bent Nyegaard tæller ned til den nye sæson i håndboldligaerne.

I denne femte af seks klummer frem mod sæsonstart kommer Bent Nyegaard med sit bud på pladserne fra nummer 5 til 8 i HTH Herreligaen.

Du kan læse de første fire klummer her:

Nederst kan du også få det fulde overblik over alle klubskifter i HTH Herreligaen før den nye sæson.

5. Skjern Håndbold

Den tristeste sæson overhovedet

Skuffelserne stod i kø i det vestjyske igennem det meste af sæsonen 2020-21. Claus Hansens tropper måtte hurtigt sige farvel til muligheden for det europæiske gruppespil efter to - rigtig flotte - kampe mod overmagten i form af franske Montpellier Handball.

I HTH-ligaen endte Myrhol & Co. på en skuffende 6. plads, og ydmygelsen nåede nye højder, da Mors-Thy tilintetgjorde Skjern Håndbolds håb om succes i Santander Final4.

Cheftræneren har både under og efter sæsonen analyseret på plusser og minusser, og fire elementer har fået deres helt specielle fokus.

Skjern Håndbold

  • Odds som DM-guldvinder: 12
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Lasse Mikkelsen
  • Topscorer i sidste sæson: Eivind Tangen, 115 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Jesper Konradsson, 87 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: 16 sejre, to uafgjorte, 14 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Forsvaret trængte til nytænkning. For få alternativer gav modstanderne for lette betingelser. Derfor indkøbet af Lasse Uth, der mestrer det strategiske i et 5:1 forsvar.

Som forsvarspillet således også angrebsspillet. Udfaldene var ikke bare for mange, men varede også for længe. Styringen af kampene lå i alt for høj grad på Skjernmandskabets bedste spiller, Jesper Konradssons, skuldre.

Nu får svenskeren hjælp af Lasse Mikkelsen, der - af flere kompetencer - blandt andet har evnen til at styre tempo og fornemme en kamps sjæl og generelle tilstand.

Generelt er mere kontrol et afgørende fokuspoint hos Hansen, der gerne ser flere afleveringer og mere temposkift. Både i det generelle spil og i det kontraspil, der endte i for mange uforløste situationer i sidste sæson.

Et generationsskifte er det ikke, men ingen tvivl om, at Eggert, Myrhol, Jonas Tidemand og Jonathan Stenbäcken har fyldt rigtig meget i de seneste sæsoner.

Cheftræneren glæder sig desuden over, at han nu har 16 mand, der kan give den gas dag ind og dag ud.

Det ville ikke være Claus Hansen, hvis han ikke troede på sine unge og håbefulde spillere. Derfor er det også planen, at både Norlyk og Würtz for alvor skal sættes i spil.

Mini-Myrhol er tilbage i det vestjyske. Emil Bergholt vil helt sikkert fremme den sammenhængskraft ethvert hold har brug for.

Skuffelsen og tristessen varer ikke ved.

Skjern Håndbold bliver nummer 5.

6. Skanderborg Aarhus

Fusionsklubben med det umage navn

Voldsom furore er ingen overdrivelse, når talen falder på fusionsklubben Skanderborg Aarhus Håndbolds opstandelse.

Håndboldens disciplinære instanser var på overarbejde, og konsekvensen er til at få øje på i HTH-ligaen, der for første gang har deltagelse af 15 klubber.

Midt i al medieturbulensen lykkedes det den nye fusionsklub at holde fast i stort set samtlige spillere, og det skal selvfølgelig med, at langt hovedparten af spillerne fra Aarhus Håndbold havde meget begrænsede ambitioner om at repræsentere den nye fusionsklub.

En rolig, dygtig og sikker hånd blev træner nummer 1. Nick Rasmussen har på fornem vis ført Skanderborg Håndbold til tre 6. pladser i streg, og han ser ingen grund til, at det ikke skal kunne gentage sig, selv om der er ændret på klubbens navn.

Stabilitet og erfaring er da også kodeordene, selv om både Cornelius Kragh og Nikolaj Nielsen erklærede kærlighed til ligakonkurrenterne fra Fredericia Håndbold.

Cheftræneren har fokus på at være tidligere ude i forhold til rekrutteringen, selv om han erkender, at det for det meste er resterne fra de riges bord, der kan fortæres.

Skanderborg Aarhus

  • Odds som DM-guldvinder: 100
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Thomas Arnoldsen
  • Topscorer i sidste sæson (Skanderborg): Morten Balling, 103 mål
  • Flest assists i sidste sæson (Skanderborg): Cornelius Kragh, 68 assists
  • Ligastatistik sidste sæson (Skanderborg): 13 sejre, tre uafgjorte, 16 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Rasmussen nåede tidligt at få fat i storskytten fra TMS Ringsted, Morten Hempel, der mestrer langt mere end blot at fyre løs, ligesom U-21-landsholdsspilleren Jon Katballe er en venstrehåndet højre back, cheftræneren forventer sig en del af.

Skelettet er iklædt masser af kvalitet. Boutaf og Laursen supplerer hinanden godt. Smed og Bonefeld er stadig defensivens mestre. Arnoldsen med endnu mere erfaring og nu som erklæret tovejs-spiller. Haack og Skaarup hurtigt ud af startklodserne. Balling stadig strategen par excellence, og Bitsch, holdspilleren over de fleste.

I disse Aalborg Håndbold dominanstider er det værd at bemærke, at Nick Rasmussen og hans slæng har vundet 3, spillet 2 uafgjort og blot tabt 1 af de seneste sæsoners 6 møder mod overmagten.

Fusionsklubben får sportsligt en god start.

Skanderborg Aarhus Håndbold bliver igen nummer 6.

(Klummen fortsætter efter grafikken)

7. SønderjyskE

Fysik så det basker

Fire tårnhøje helveder udgør den skræmmende del af forsvarsbastionerne, når sønderjyderne går i håndboldkrig.

Dahlin, Bjørnshauge, Ladefoged og Johansson rager tilsammen 798 centimeter i vejret og vejer pænt over 400 kilo tilsammen.

Tre køleskabe af stregspilstypen kombineret med langdistanceraketter fra Dahlin er bare nogle af de udfordringer, HTH-ligaens klubber skal håndtere, når der står SønderjyskE Herrer på dagens spiseseddel.

SønderjyskE

  • Odds som DM-guldvinder: 60
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Thomas Mogensen
  • Topscorer i sidste sæson: Tobias Møller, 117 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Thomas Mogensen, 53 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: 17 sejre, én uafgjort, 14 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Cheftræner Jan Pytlick har meget mere at gøre godt med, og han er optimistisk i forhold til at snuse til den 5.plads, der blev sidste sæsons udbytte.

Én 5. plads gør som bekendt ingen sommer, og Thomas Mogensen og hans venner mangler stadig at bevise, at slutspil er en fast del af klubbens DNA.

2018-19 – nummer 8, 2019-20 nummer 9, 2020-21 nummer 5. Det er tid for den endelige bevisførelse, og cheftræneren fremhæver, at erfaring og kontinuitet er afgørende parametre, hvis det skal lykkes med at titulere sig som et slutspilshold.

Netop erfaring – cheftræneren selv, ungetalentet Noah Gaudin, distanceskytten Kristian Stranden – har nu mere styr på, hvad der er op og ned i HTH-ligaen.

Bredden er ikke bare øget, men også med kvalitet. August Wiger er kommet til fra nu hedengangne Aarhus Håndbold, og svenske Andreas Lang har afløst Jon Andersen, der sikrede sig kontrakt i tyske Frisch Auf Göppingen.

Lang blev MEP – den mest effektive spiller - i den svenske Handbollsligan og snuppede også en plads på All Star Holdet.

Forsvaret bliver med udgangspunkt i den enorme fysiske kapacitet men også varianter, hvor Gaudin kan få lov til at genere fremme i banen, er på Pytlicks taktiske agenda.

Et problemfelt kunne være målmandsposten, hvor Josip Cavar drog stik nordvest til TTH Holstebro, og hvor BSH’s Kasper Larsen rettede kompasset mod syd.

Larsen skal sammen med Kristian Pedersen spille stort, hvis projekt slutspil skal blive en realitet.

Det lykkes.

SønderjyskE Herrer bliver nummer 7.

8. Fredericia HK

Danmarks Veszprem

Udviklingen er enorm i fæstningsbyen, hvor Anders Dahl-Nielsen tilbage i 1970’erne bestemte både taktik og dommerkendelser i Fredericia KFUM’s storhedstid.

I sæsonen 1975-76 lykkedes det klubben at kvalificere sig til Europa Cup-finalen mod jugoslaviske RK Borac Banja Luka.

Tabt, men ikke glemt. Den historiske begivenhed har sat sine spor, og ambitionen er, at Fredericia Håndbold skal markere 50-året for den finale ved igen at kvalificere sig til en optræden på de europæiske scener i sæsonen 2025-26.

Fredericia HK

  • Odds som DM-guldvinder: 250
  • Vigtigste spiller ifølge Nyegaard: Kristian Stoklund
  • Topscorer i sidste sæson: Nicolaj Nørager, 99 mål
  • Flest assists i sidste sæson: Nicolaj Nørager, 67 assists
  • Ligastatistik sidste sæson: 11 sejre, én uafgjort, 17 nederlag

Kilder: Danske Spil og Divisionsforeningen Håndbold

Cheftræner Jesper Houmark og hans spillere er godt i gang med at gøre det realistisk. 22 kontraktspillere, hvoraf 6 er U-19 deltagere. De fleste fuldtidsprofessionelle, og det er her sammenligningen med ungarske Veszprem kommer ind.

En voldsom trup med masser af kvaliteter. Tæt på to ligamandskaber, når Houmark kalder til samling. Bare til eksempel: Stoklund, Nørager, Kragh, Liaba, Martinussen, Mads Christiansen. Dobbeltbesætning på alle pladser, og historien gentager sig, når jeg skuer ud over både fløje, strege og målmænd. Tillige er der selvfølgelig også forsvarsspecialisten Rasmus Boysen at gøre godt med.

Nuvel, ikke toppen af poppen, men alligevel forbandet god kvalitet over hele banen.

Houmarks sæsonanalyse endte ud med følgende statements:

Mere fysik. Forsvaret længere frem. Mere 7 mod 6 spil. Pas bedre på bolden i kontraspillet.

Baseret på billeder fra pokalsejren over KIF Kolding bliver det meget længere frem med det forsvar. En 3-3-formation gjorde livet mere end svært for Balling & Co.

Den store trup er lige efter cheftrænerens hoved. Hans filosofi signalerer masser af udskiftninger, så vilje, energi og tempo aldrig bliver en mangelvare.

Måske Houmarks største udfordring bliver at holde alle glade i en sæson med mange træninger og få kampe.

Sæson tre kan blive den, hvor Stoklund & Co. for alvor melder sig ind blandt de bedste.

Hjemmebanen med HK Ultras for fuld udblæsning bliver én af nøglerne til indtoget i slutspillet.

Danmarks Veszprem sætter sig til rette på plads nummer 8.

Første spillerunde i HTH Herreligaen

  • Fredericia - Bjerringbro-Silkeborg (1/9)
  • GOG - Ribe-Esbjerg (1/9)
  • Mors-Thy - TTH Holstebro (2/9)
  • SønderjyskE - Aalborg (2/9) - TV 2 PLAY og TV 2 SPORT
  • KIF Kolding - Lemvig-Thyborøn (3/9)
  • Nordsjælland - Skive fH (3/9)
  • TMS Ringsted - Skjern (4/9)

Skanderborg Aarhus er oversidder i første spillerunde.

HTH Herreligaen transferoverblik

Aalborg

Aalborg

Ind: Kristian Bjørnsen (Wetzlar), Jesper Nielsen (Rhein-Neckar Löwen), Martin Larsen (Leipzig), Aron Palmarsson (FC Barcelona)

Ud: Magnus Saugstrup (Magdeburg), Mads Christiansen (Fredericia), Mark Strandgaard (karrierestop), Mikkel Lang Rasmussen (Skjern)

Desuden har Aalborg allerede offentligt, at Mikkel Hansen (Paris) og Mads Hoxer (Mors-Thy) kommer til klubben fra sommeren 2022.

Foto: Aalborg HÃ¥ndbold.

Bjerringbro-Silkeborg

Bjerringbro-Silkeborg

Ind: Patrick Westerholm (ny cheftræner), Simon Sørensen (assistent, Århus Håndbold), Henrik Tilsted (Sävehof), Mikkel Løvkvist (Fredericia), Ludvig Hallbäck (Ystad), Laurenz Kluth (Tusem Essen), Jeppe Gade (retur fra lejeophold i Skive).

Ud: Peter Bredsdorff-Larsen (træner), Sebastian Skube (Chambery), Kasper Larsen (SønderjyskE), August Pedersen (Drammen), Klaus Thomsen (karrierestop), Mads Øris Nielsen (karrierestop), Jesper Nøddesbo (karrierestop), Christian Lorentzen (Skive fH)

Desuden har Bjerringbro-Silkeborg allerede offentligt, at den norske stregspiller Thomas Solstad kommer til klubben fra Elverum fra sommeren 2022.

Foto: BSH

Fredericia

Fredericia

Ind: Mads Christiansen (Aalborg), Cornelius Kragh (Skanderborg), Nikolaj A. Nielsen (Skanderborg)Jens Fredsgaard (Århus), Lasse Balstad (Ystad)

Ud: Jesper Lindgren (Ribe-Esbjerg), Jimmi Andersen (Nordsjælland), Mikkel Løvkvist (Bjerringbro-Silkeborg), Jakob Mikkelsen (Istres), Mathias Hedegaard (Ajax København)

Foto: Fredericia HK

GOG

GOG

Ind: Jerry Tollbring (Rhein-Neckar Löwen), Torbjørn Bergerud (Flensborg-Handewitt), Lukas Jørgensen (Århus Håndbold), Mathias Larsson (Århus Håndbold)

Ud: Emil Jakobsen (Flensborg-Handewitt), Søren Haagen (HØJ Håndbold), Frederik Bo Andersen (Hamburg), Oliver Wozniak (TMS Ringsted), Andreas Haagen (Ribe-Esbjerg – udlejet til TM Tønder), Viktor Neves (SønderjyskE), Anton Filtenborg (TM Tønder), Steven Plucnar (Lugi), Peter Lund (KIF Kolding)

Foto: GOG

KIF Kolding

KIF Kolding

Ind: Jesper Meinby (Drammen), Emil Jessen (Århus Håndbold), Peter Torpegaard Lund (GOG), Daniel Guldsmed (Skive fH), Mats Gordon Krog (Otterup)

Ud: Troels Vejby Jørgensen (Ajax København), Nicolaj Jørgensen (Team Sydhavsøerne), Phillip Lyngby Pedersen (Skive fH), Kristoffer Vestergaard (TM Tønder).

Desuden har KIF Kolding allerede offentliggjort, at Bjarke Christensen (Mors-Thy) kommer til Kolding fra sommeren 2022. 

Foto: KIF Kolding

Lemvig-Thyborøn

Lemvig-Thyborøn

Ind: Dennis Bo Jensen (træner, Ajax København), Martin Hansen (assistenttræner), Jorn Smits (TTH Holstebro), Nicklas Graugaard (TTH Holstebro), Jacob Hessellund (Mors-Thy), Svend Rughave (Skjern Håndbold, leje), Søren Pedersen (ny direktør – tidl. spiller i Mors-Thy)

Ud: Anders Thomsen (træner, Ribe-Esbjerg), Mark Nikolajsen (TMS Ringsted), Pelle Schilling (TMS Ringsted), Ronnie Nicolaisen (TTH Holstebro), Jonas Langerhuus (HC Midtjylland), Jacob Østergaard (karrierestop), Shadrach-Amie Nsoni (Skive fH), Jesper Holm (tidl. assistenttræner)

Foto: Lemvig-Thyborøn Håndbold

Nordsjælland

Nordsjælland

Ind: Jesper Dahl (Århus Håndbold), Jimmi Andersen (Fredericia), Andreas Magaard (TMS Ringsted), Hakan Sahin (Ajax København), Henrik Kronborg (assistenttræner)

Ud: Andreas Nielsen (Mors-Thy), Marcus Holmen (Hallby), Tobias Rasmussen (Grindsted), Anders Agger (TMS Ringsted), Benjamin Jørgensen (Team Sydhavsøerne), Mathias Møller (Alingsås), Nicolas Lundbye Kristiansen (karrierestop)

Foto: Nordsjælland Håndbold

Mors-Thy

Mors-Thy

Ind: Niels Agesen (træner, Randers HK), Andreas Nielsen (Nordsjælland), Emil Hansson (Ystad), Kristian Lund Vukman (Team Sydhavsøerne), Axel Franzen (Allingsås), Andraz Velkavrh (Azoty Pulawy)

Ud: Jonas Wille (træner), Søren Pedersen (karrierestop), Jacob Hessellund (Lemvig-Thyborøn), Jens Dolberg (Fyllingen Bergen), Allan Toft Hansen (Skanderborg), Emil Bergholt (Skjern), Frederik Tilsted (TTH Holstebro), Jonas Gade (TTH Holstebro)

Foto: Mors-Thy HÃ¥ndbold

Ribe-Esbjerg

Ribe-Esbjerg

Ind: Anders Thomsen (assistenttræner, Lemvig-Thyborøn), Markus Mørk (Skanderborg), Jesper Lindgren (Fredericia), Emil Grønbech Hansen (Skive fH), Kim Sonne (Chartres), Torben Petersen (Itres), William Aar (Århus Håndbold), Andreas Haagen (GOG – nu udlejet til TM Tønder), Jonatan Mollerup (Ystad), Jonas Hald Christensen (HEI-Skæring)

Ud: Lasse Uth (Skjern), Runar Karason (Handbolti), Nicolai Nygaard (Chartres), Besard Hakaj (Kristianstad), René Villadsen (HC Midtjylland), Kasper Kvist (HC Midtjylland), Magnus Søndenå (Arendal), Christian Nim (HC Odense)

Foto: Ribe-Esbjerg HH.

Skanderborg Aarhus

Skanderborg Aarhus

Ind: Morten Hempel Jensen (TMS Ringsted), Allan Toft Hansen (Mors-Thy)

Ud: Nikolaj A. Nielsen (Fredericia), Cornelius Kragh (Fredericia), Markus Mørk (Ribe-Esbjerg), Magnus Haubro Jensen (Skive fH)

Foto: Skanderborg Aarhus

Skive fH

Skive fH

Ind: Søren Tau (Elverum), Mads-Peter Lønborg (Århus Håndbold), Oliver Juhl (Skjern), Magnus Haubro Jensen (Skanderborg), Phillip Lyngby Pedersen (KIF Kolding), Benjamin Holm (TM Tønder), Shadrach-Amie Nsoni (Lemvig-Thyborøn), Anders Gade (Skovbakken), Christian Lorentzen (Bjerringbro-Silkeborg)

Ud: Daniel Guldsmed (KIF Kolding), Emil Grønbech Hansen (Ribe-Esbjerg), Jesper Sørensen (karrierestop – nu direktør i klubben), Casper Dohn Jensen (HC Odense), Sebastian Holler Kanstrup (Vendsyssel), Joshua Krohn Grace (Halten), Mads Lynggaard (karrierestop)

Foto: Skive fH

Skjern

Skjern

Ind: Christoffer Bonde (Århus Håndbold), Lasse Mikkelsen (Melsungen), Emil Bergholt (Mors-Thy), Lasse Uth (Ribe-Esbjerg), Alfred Jönsson (Hannover-Burgdorf), Senjamin Buric (RK Zagreb), Mikkel Lang Rasmussen (Aalborg)

Ud: Anders Eggert (karrierestop), Bjarte Myrhol (karrierestop), Jonas Tidemann (Sporting), Elvar Örn Jönsson (Melsungen), Jonathan Stenbäcken (Sävehof), Oliver Juhl (Skive fH), Svend Rughave (Lemvig, lejeaftale)

Foto: Skjern HÃ¥ndbold.

SønderjyskE

SønderjyskE

Ind: Kasper Larsen (Bjerringbro-Silkeborg), August Wiger (Århus Håndbold), Andreas Lang (Alingsås), Viktor Nevers (GOG), Nikolaj Svalastog (Grindsted)

Ud: Josip Cevar (TTH Holstebro), Jon Andersen (Frisch Auf Göppingen), Mikkel Hansen (AMO HK).

Desuden har SønderjyskE allerede offentliggjort, at Mors-Thy-keeperen Rasmus Bech kommer fra sommeren 2022. Han afløser Kristian Dahl Pedersen i SønderjyskE-målet.

Foto: Sønderjyske

TMS Ringsted

TMS Ringsted

Ind: Pelle Schilling (Lemvig-Thyborøn), Mark Nikolajsen (Lemvig-Thyborøn), Anders Agger (Nordsjælland), Oliver Wozniak (GOG), Patrick Bols (Helvetia Anaitasuna)

Ud: Morten Hempel Jensen (Skanderborg Aarhus), Frank Mikkelsen (HØJ), Andreas Magaard (Nordsjælland), Andreas Hampe (TM Tønder)

Foto: TMS Ringsted

TTH Holstebro

TTH Holstebro

Ind: Nikolaj Markussen (Veszprem), Frederik Tilsted (Mors-Thy), Jonas Gade (Mors-Thy), Josip Cavar (SønderjyskE), Ronnie Nicolaisen (Lemvig-Thyborøn), Rasmus Kier (Århus Håndbold)

Ud: Aaron Mensing (Flensborg-Handewitt), Sebastian Frandsen (Porto), Kay Smits (Magdeburg), Rickard Frisk (Alingsås), Nicklas Graugaard (Lemvig-Thyborøn), Odinn Thor Rikhardsson (Handbolti), Jorn Smits (Lemvig-Thyborøn), Johan Kofoed (Ajax København)

Desuden har TTH Holstebro allerede offentliggjort, at Mathias Smed (Skanderborg Aarhus), Miha Zvizey (Ribe-Esbjerg) og den norske målmand Sander Heieren fra Drammen alle kommer til klubben fra sommeren 2022.

Foto: TTH Holstebro.