Håndbold

Norsk profil udelukket af klub - uenighed om hjerteproblemer

Den norske håndboldspiller Emily Stang Sando føler sig rask, men hendes klub hævder, at hun har hjerteproblemer, og de vil ikke lade hende spille.

En mærkværdig sag udspiller sig i håndboldverdenen.

Den norske landsholdsspiller Emily Stang Sando er af sin tyske klub SG BBM Bietigheim blevet fortalt, at hun ikke længere må træne med eller spille kampe for klubben.

Ifølge klubben skyldes det, at den norske spiller har hjerteproblemer, som er for farlige at spille med. De frygter, at der kan ske hende noget. En frygt, som Emily Sando ikke selv deler, da hun ikke mener, at hun fejler noget alvorligt. Hun vil fortsat spille håndbold på professionelt niveau.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nygaard finder situationen grotesk og af unik karakter.

- Det virker virkelig, virkelig mærkeligt. Sando har lægeerklæringer, der beviser det stikmodsatte af, hvad den tyske klub Bietigheim fortæller.

- Jeg tror, at det er første gang i historien, at vi har sådan en sag med så divergerende opfattelser, som vi har her.

Klublæge fandt hjertefejl

Sagen startede allerede sidste efterår, da hun i forbindelse med sit skifte til Bietigheim fik foretaget et sundhedstjek. Her blev en hjerterytmeforstyrrelse opdaget.

De kommende måneder var hun så til flere undersøgelser, der ikke gav nogle konkrete svar, ligesom hun heller ikke var hæmmet af hjerteforstyrrelsen.

I marts fik hun så en noget overraskende besked. Klublægens vurdering var, at Emily Sando aldrig mere skulle spille håndbold.

Den beslutning kunne landsholdsspilleren ikke acceptere, og derfor har hun siden opsøgt en række læger og specialister, der alle mener, at hun fortsat kan spille håndbold på højeste plan.

I et opslag på Instagram fortæller Emily Sando selv om situationen, hvor hun blandt andet siger, at hun er 110 procent klar til at spille kampe og træne.

Får svært ved at finde ny klub

Selvom Emily Sando er en anerkendt og respekteret håndboldmålmand, der har spillet mange kampe for det norske landshold, kan hun risikere at blive udfordret med at finde en ny klub. Det fortæller Bent Nygaard.

- Sandheden er, at det, der er sket her med Sando, ikke ligefrem skaber de bedste betingelser. Det er noget af en etiket at få kastet på ryggen.

- Timingen er også tosset, for de fleste klubber har lukket deres bøger og har de trupper, de ønsker. Bietigheim har ikke givet Sando de bedste muligheder for at komme videre, siger eksperten.

32-årige Emily Sandos ​har kontrakt med SG BBM Bietigheim frem til 2022, men meget tyder altså på, at hun skal finde sig en ny arbejdsgiver allerede nu.