Håndbold

Lasse Svan stopper karrieren efter denne sæson

Til sommer siger 38-årige Lasse Svan farvel til Flensburg-Handewitt efter 14 år, når han stopper karrieren.

Lasse Svan lange karriere nærmere sig et punktum med hastige skridt.

Efter indeværende sæson indstiller den 38-årige fløjspiller nemlig karrieren. Det skriver hans tyske arbejdsgiver gennem 13 år, Flensburg-Handewitt, på sin hjemmeside.

- Det er meget følelsesladet at sige farvel, selvom jeg vidste, at det ikke kunne vare for evigt. Men jeg føler, det er det rette tidspunkt nu. Der venter mig en tid uden håndbolden, som jeg ser meget frem til, siger Svan.

- Jeg vil gerne takke hele klubben, alle mine trænere og især fansene for disse smukke og følelsesladede år. Nu vil jeg nyde min sidste sæson med Flensborg og med et fantastisk hold, der kan opnå meget. Jeg håber, at min sidste sæson bliver en lykkelig afslutning.

Ifølge Flensburg-Handewitt vil Svan efter karrieren fokusere på at arbejde som mentalcoach.

Vundet alle de store trofæer

Han kom til Flensburg i 2008 efter seks år i GOG. Med nordtyskerne har Svan både vundet det tyske mesterskab, pokaltitlen og Champions League.

Og så har han haft rigtige mange landsholdskollegaer som holdkammerater.

- Ved Lars Christiansens afskedskamp (i 2010, red.) troede Anders Eggert, Thomas Mogensen og jeg ikke på, at det ville være muligt at spille for én klub i så mange år. Nu har jeg selv gjort det, og det gør mig ekstremt stolt, siger Svan.

Lasse Svan kan formentlig se frem til en stor hyldest, som Lars Christiansen fik efter sit farvel. Men allerede nu tager cheftræner Maik Machulla store ord i brug:

- Lasse er en imponerende spiller med en ekstraordinær karriere. For mig er han en figur, der identificerer klubben. Jeg har haft ti fantastiske og succesrige år i forskellige positioner i klubben sammen med Lasse. Som holdkammerat, assistenttræner og som cheftræner. Han er dybt professionel i sin tilgang og en gennemført positiv person, siger han.

Med sine 235 kampe i rødt og hvidt er Lasse Svan nummer fem på listen over danske herrespillere med flest landskampe.

553 mål er det blevet til, og så har han været med til at vinde alle de tre store mesterskaber: EM, VM og OL.

I sommer var han med i Tokyo, da Danmark tabte OL-finalen til Frankrig, men Svan får - hvis han bliver udtaget - én chance mere for at få endnu en guldmedalje om halsen.

Det sker, når Danmark til januar skal spille EM i Ungarn og Slovakiet.