Håndbold

- Jeg forstår det simpelthen ikke, siger fyret Horsens-træner

Lars Frederiksen har svært ved at forstå logikken bag den fyring, der ramte ham i Horsens Håndbold fredag.

'Kort lunte.'

Det er det udtryk, som Lars Frederiksen bruger oftest, når han bliver bedt om at beskrive den fyring, der ramte ham fredag middag.

For den nu forhenværende Horsens Håndbold-træner har svært ved at forstå, hvorfor klubben har valgt at afskedige ham efter bare tre kampe i den nye sæson.

- Jeg er ikke bitter, men jeg er selvfølgelig uforstående. Jeg forstår det simpelthen ikke. At man kan gøre sådan noget så hurtigt, det forstår jeg simpelthen ikke. Vi ved alle sammen, at ting tager tid. Jeg kunne forstå det, hvis det var kamp nummer fem eller seks, men ikke i løbet af én uge, siger Lars Frederiksen til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Jeg har efterhånden været træner i rigtig, rigtig mange år. Og jeg har ikke før hørt om, at man kan blive fyret på bare én uge. Og det er jo netop ikke andet end en uge siden, at vi startede med turneringen. Det kalder jeg kort lunte.

Horsens har i den nye sæson tabt de første tre kampe mod henholdsvis Ajax, Herning-Ikast og Randers. Og det blev udslagsgivende for Lars Frederiksens fremtid som Horsens-træner.

Først forlængelse, så fyring

Lars Frederiksen har været cheftræner for Horsens Håndbold siden vinteren 2019, og så sent som i december sidste år forlængede klubben aftalen med Frederiksen i yderligere to sæsoner.

Men den kontrakt kommer Frederiksen altså ikke til at fuldføre.

- Det virker jo lidt mærkeligt, at man for ganske kort tid siden forlænger aftalen med to år yderligere. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde taget af kassen eller sådan noget. Men som jeg forstår det, er det bare ledelsen, der hurtigt har truffet en beslutning, fordi man lige har tabt tre kampe, siger Lars Frederiksen.

Var du overrasket?

- Ja, selvfølgelig var jeg det. Man regner jo ikke med det efter at have været i gang i én uge. Jeg synes egentlig, vi havde en fin optakt, så der var egentlig ikke noget, der indikerede noget som helst omkring det.

Men resultaterne har vel heller ikke været tilfredsstillende?

- Nej, for søren. Det er jeg også selv skuffet over. Det er jo fair nok, hvis man mener, at der skal nye kræfter til. Men jeg synes, det er en kort lunte i forhold til, at det er et nyt projekt, man har startet op, siger Lars Frederiksen.

Lars Frederiksen fortæller, at han ikke ved, hvad han nu skal lave.

Frederiksens afløser i Horsens er allerede fundet. Det bliver 50-årige Jan Leslie, der tidligere i år fyret i den russiske storklub CSKA Moskva. Han tiltræder med det samme og står på sidelinjen, når Horsens møder Nykøbing Falster Håndboldklub onsdag i næste uge.