Håndbold

Trænerfyring efter tre kampe: Gammel kending får comeback

Jan Leslie overtager trænerposten i Horsens efter Lars Frederiksen, der kun fik tre kampe i den nye sæson.

Et nederlag på seks mål hjemme til Ajax, et syvmåls-nederlag i Herning-Ikast og senest et nederlag på fem mål hjemme mod Randers.

Håndboldkvinderne fra Horsens har fået en elendig åbning på den nye ligasæson, og det har nu fået klubbens ledelse til at reagere. Lars Frederiksen er således færdig som cheftræner, bekræfter klubben. Han er med øjeblikkelig virkning blevet erstattet af Jan Leslie.

- Vi havde en ambition om at stå med fire point efter tre kampe, men vi har tabt alle tre. Vi vinder ingen håndboldkampe. Det er ganske enkelt forklaringen. Det er intet personligt mod Lars. Vi tror bare, at Jan kan vinde flere håndboldkampe for os, forklarer direktør Jørgen Møller til TV 2 SPORT.

Store ambitioner og store navne

Lars Frederiksen har været cheftræner i Horsens siden december 2019, hvor han blev hentet ind for at redde klubben fra en truende nedrykning. Det lykkedes, og ambitionerne voksede i den østjyske klub, der rykkede op i ligaen i 2019 efter ni års fravær.

Men sidste sæson endte også skuffende for Horsens, der måtte ud i to playoffkampe mod 1. divisionsholdet SønderjyskE for at redde livet i ligaen.

Ambitionerne er dog fortsat store.

Målet er slutspillet i denne sæson og på sigt at komme ud i Europa og spille, og derfor har klubben forstærket sig op til denne sæson med tre prominente navne - Stine Bodholt, Laura Damgaard og Maibritt Toft Hansen - som alle har været på det danske landshold inden for de seneste par år.

Nu bliver det så Jan Leslies opgave at forløse potentialet i Horsens, efter den tidligere Randers-, Ribe-Esbjerg og Rostov-Don-træner i marts blev fyret i den russiske storklub CSKA Moskva.

- Det var ikke svært at sige ja til Horsens. De drømme og visioner, jeg er blevet præsenteret for, lyder meget målrettede og som noget, jeg gerne vil være en del af, siger Jan Leslie til TV 2 SPORT.

Han får nok at se til fra start. Horsens møder i de næste fire ligakampe Nykøbing-Falster på udebane, Viborg hjemme, Odense ude og København Håndbold hjemme.