Håndbold

Flensburg henter dansk erstatning for Lasse Svan

Johan Hansen skifter i sommeren 2022 til den nordtyske storklub.

Når Lasse Svan efter indeværende sæson sætter punktum for karrieren, kommer der igen dansk islæt på højrefløjen i Flensburg-Handewitt.

Klubben meddeler, at den danske landsholdsspiller Johan Hansen kommer til klubben som erstatning for netop Svan.

Helt tilbage i februar var forhandlingerne allerede i gang mellem Flensburg-Handewitt og Johan Hansen, erfarede TV 2 SPORT.

Skiftet fra Hannover-Burgdorf bliver nu en realitet til sommer. Johan Hansen har skrevet under på en kontrakt frem til 2025.

Kevin Møller, Simon Hald Jensen, Emil Jakobsen, Aaron Mensing og Lasse Møller har også kontrakt med Flensburg-Handewitt i den kommende sæson, mens Mads Mensah Larsens kontrakt udløber til sommer.

- Det er et stort ønske, der sker fyldest. Jeg vil gerne fortsætte den store og succesrige tradition med højrefløje i Flensburg, siger Johan Hansen til klubbens hjemmeside.

Siden 1996 har der været danskere på højrefløjspositionen i klubben. Først Christian Hjermind, så Søren Stryger og senest Lasse Svan.

- Jeg kender allerede nogle af spillerne fra landsholdet. Jeg glæder mig meget til at blive en del af så stærkt et hold, og forhåbentlig kan jeg komme til at fejre store succeser med dem.

Flensburg-direktør siger i meddelelsen, at klubben ønskede at fortsætte traditionen med danskere på højrefløjen.

Men det er selvfølgelig et spørgsmål om kvaliteterne hos Johan Hansen, siger cheftræner Maik Machulla.

- Efter Lasse besluttede at stoppe karrieren efter sæsonen, har vi ledt grundigt efter hans arvtager. Johan er blandt de bedste på positionen og passer perfekt til vores filosofi, siger Maik Machulla.

Johan Hansen skiftede i 2020 fra Bjerringbro-Silkeborg til Hannover-Burgdorf.