Håndbold

Landsholdsfløj var 'ønskescenariet', der fortsætter vild tendens

Johan Hansen bliver den fjerde danske landsholdsspiller i træk på Flensburg-Handewitts højrefløj.

Når en stor profil stopper, er man som klub tvunget til at kigge sig omkring efter nye kræfter.

Det er en naturlig del af elitesport, og sådan er det også i Flensburg-Handewitt.

Her har den rutinerede Lasse Svan meldt ud, at han stopper karrieren til sommer, og derfor har den tyske topklub måttet kigge efter nye muligheder.

I Flensburg ønskede man at finde en spiller, der både på og udenfor banen kunne udfylde det tomrum, Lasse Svan efterlader. Og her var unge Johan Hansen det perfekte match.

- Johan vil passe perfekt ind i det, vi skal bruge. Hele vejen rundt. Det var et ønskescenarie, at det kunne lade sig gøre, den dag Svan valgte at stoppe, siger Flensburgs danske sportschef Lars Christiansen til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Dengang, vi gik i snak med Lasse Svan omkring, hvad der skulle ske, havde vi en plan om, at den næste, der kunne komme på tale til højrefløjen i Flensburg, skulle være en spiller som Johan Hansen. Både spillemæssigt, men også menneskeligt, passer han ind på holdet, og han har det, der skal til, for at løfte den tunge arv.

Dansk tradition

Netop arv er der nok af på højrefløjen i Flensburg. Især, hvis man tager de danske briller på.

En del af svaret på, hvorfor Johan Hansen passer så godt ind, kan nemlig også findes i den årelange tradition for danske spillere på højrefløjen.

Danske spillere i Flensburg næste sæson

  • Kevin Møller
  • Simon Hald Jensen
  • Emil Jakobsen
  • Aaron Mensing
  • Lasse Møller
  • Johan Hansen

Faktisk har der stået en dansker på højrefløjen i Flensburg siden 1996. Dengang var det Christian Hjermind, der huserede på pladsen, inden han blev efterfulgt af Søren Stryger og siden Lasse Svan.

Nu fortsætter traditionen med det danske islæt på fløjen med færingen Johan Hansen, der repræsenterer Danmark på landsholdet.

- De mange danskere på højrefløjen har ligesom båret det. Så der har været et helt bevidst kig mod Danmark, og vi er rigtig glade for, at det kunne lykkes, siger Lars Christiansen.

- Vi kigger jo meget på, at vi skal have nogle spillere, der er teknisk gode og har den her frækhed i spillet. Men når man ligger i det nordtyske, eller det syddanske, så er det klart, at danske spillere er rigtig, rigtig vigtige.

Kvaliteten skal også være der

Når det så er sagt, er det langt fra, fordi den danske landsholdsspiller udelukkende er valgt på sin personlighed eller tilknytning til Danmark.

Kvaliteten på banen skal naturligvis også være der.

- I og med, at vi har danske sponsorer og masser af danskere i hallerne, kigger man lidt ekstra den vej. Men spillerne skal selvfølgelig også være gode nok.

- Og med Johan ved vi, hvad vi får. Han passer ind i vores spilfilosofi, han vil gerne lære, og han stiller krav, siger den danske sportschef.

Hovedpersonen selv er lige så optimistisk omkring det nye samarbejde, og han ser frem til at komme i gang næste sommer.

- Jeg kender allerede nogle af spillerne fra landsholdet. Jeg glæder mig meget til at blive en del af så stærkt et hold, og forhåbentlig kan jeg komme til at fejre store succeser med dem, siger Johan Hansen til Flensburg-Handewitts hjemmeside.

Hansen skifter til Flensburg-Handewitt til næste sommer. Han spiller lige nu i Hannover-Burgdorf.