Håndbold

Fransk fan kørte helt til Danmark for at støtte Burgaard

Claire Francoletti følger danskeren, fordi hun er en stor inspiration.

Louise Burgaard har gjort stort indtryk på en fransk pige.

Så stort, at 17-årige Claire Francoletti følger den danske højre back mange steder i verden. Lørdag var hun taget den lange vej fra Frankrig til Odense for at bakke Burgaard op, da Metz slog Odense Håndbold med 27-21 i Champions League.

Og opbakningen til den danske Metz-spiller har en helt særlig grund.

- Hun er fantastisk på banen. Og jeg elsker også hendes personlighed – hun er så venlig.

- Hun er meget vigtig for mig. Hun er en stor inspiration for mig og viser, hvordan man kan klare livets udfordringer, siger Claire Francoletti.

Claire og familien havde kørt den lange vej og drager tilbage til det franske søndag.

"Det rørte mig helt vildt"

Men den lange tur var bestemt ikke forgæves. Louise Burgaard bemærkede i den grad Claire, og opbakningen har stor betydning for hende.

- Det er helt sindssygt. Hun fortalte mig, at hele hendes familie kørte her til Danmark for at se mig spille på min ”hjemmebane”. Så det rørte mig jo helt vildt.

- Sammen med min familie, venner og kæreste var det fantastisk at kigge ud på sidelinjen.

Er det noget, der giver noget ekstra inde på banen?

- Ja, det gør det da helt klart. I opvarmningen får jeg lige et smil på og kigger derud – det gør jo også, at jeg prøver at leve op til noget. Man vil fandme gerne have en sejr, så det er jeg glad for, jeg kunne give dem, siger Louise Burgaard, der lavede et enkelt mål i kampen.

Danmark har særlig betydning

Selvom Claire Francoletti har støttet den danske landsholdsspiller et hav af gange, betød det lidt ekstra lørdag.

- Det er vigtigt for mig, fordi det er hendes hjemland. Jeg vil gerne have, at hun mærker min support, og hun plejer at være rigtig glad for det.

Franske Francoletti er i det hele taget taknemmelig for, at det i Danmark er muligt at se håndbold uden restriktioner.

- Det er så dejligt at være i hallerne igen uden at skulle bære mundbind. Sådan er det ikke i Frankrig lige nu. Jeg er vild med stemningen her. Kampen var virkelig god – det var dejligt at være her.

- Jeg er så glad for, at holdet vandt, men også for muligheden for at se de danske spillere live. Det er så cool, siger Claire Francoletti, der også har en Instagram-profil med navnet 'Burgaardfan'.

Hvis den unge franskmand skal støtte Burgaard og Metz næste gang, kan hun nøjes med at tage i hallen i Metz. Her møder det franske storhold Plan de Cuques i den hjemlige liga.