Gudmundsson jubler - får trænerjob i Danmark
Dagen efter sin fyring i tyske MT Melsungen har den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson skrevet under på et nyt trænerjob.
Han er ridder af Dannebrog, et særdeles velkendt ansigt i håndbolddanmark, og fra sommeren 2022 bliver han igen træner i den danske liga.
Den tidligere landstræner for Danmarks herrelandshold Gudmundur Gudmundsson skal være cheftræner for Fredericia Håndbold.
- Gudmundur er en træner på øverste hylde med rigtig meget erfaring. Han har været klubtræner og landstræner og har været i stand til at skabe gode resultater på et langsigtet plan, og det er det, vi også forventer, at han kan gøre i Fredericia, siger Fredericia-direktør Thomas Renneberg-Larsen til TV 2 SPORT.
Gudmundsson overtager jobbet efter denne sæson, når cheftræner Jesper Houmark stopper og træder ind i en ny og ikke nærmere defineret rolle.
Gudmundsson: - Har altid haft det godt i Danmark
Den 60-årige islænding blev søndag fyret fra trænerjobbet i Bundesligaklubben MT Melsungen efter blot tre kampe i denne sæson. Dagen efter har han fået sin fremtid på plads.
- Jeg glæder mig meget. Det er et meget interessant projekt, som de er i gang med. Jeg har altid haft det godt i Danmark, så jeg glæder mig virkelig, siger Gudmundsson til TV 2 SPORT.
Han fortæller, at han har snakket med Fredericia i tre uger, og at han for to uger siden oplyste MT Melsungen om ønsket om at vende tilbage til dansk håndbold i den nærmeste fremtid.
Gudmundsson elsker Fredericia-projektet
Den islandske veteran har tidligere stået i spidsen for et hold i den bedste danske herreliga, da han fra 2009 til 2010 var GOG Svendborg-træner. Den fynske klub gik konkurs i starten af 2010, og derfor forlod han posten.
Fra 2014 til 2017 var han landstræner for det danske herrelandshold, hvor højdepunktet var OL-guldmedaljen i 2016.
Nu vender han snart tilbage til et land, han holder af, og til en klub, hvis struktur flugter med islændingens værdier.
- Jeg elsker at bygge hold op, og jeg synes, de har gjort det på en meget fornuftig måde. De tager ét skridt ad gangen, og de vil kæmpe om medaljer om omkring tre år.
- Det har været en stor del af mit liv som træner at deltage i sådanne projekter. Det gjorde jeg for eksempel i Rhein Neckar Löwen, og det lykkedes. Sådan noget elsker jeg, siger den kommende Fredericia-træner.
Dobbeltjob eller ej?
Gudmundsson er islandsk herrelandstræner, og bedømt på den islandske landstræners udtalelser er det endnu uvist, hvorvidt han skal dobbeltjobbe.
Er du stadigvæk interesseret i at være landstræner og klubtræner.
- Det vil jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Det er ikke det rigtige tidspunkt at snakke om nu, siger Gudmundsson.
Fredericia-direktør Thomas Renneberg-Larsen er dog slet ikke bekymret over udsigten til at have en træner, der har to hold at se til.
- Det ser vi kun som en fordel. Der er slutrunder og national weeks, hvor man er af sted, og vi har et godt trænerteam til at tage over. Så vi ser det faktisk som en styrke, at Gudmundur kommer ud til slutrunder og landskampe og snakker med andre trænere og spillere i Europa, siger Fredericia-direktøren.
Klubbens målsætning er, at de skal spille med om medaljer og mesterskabet i 2025.
Fredericia har sikret sig en treårig aftale med den profilerede islænding.