Håndbold

Kæmpe talent forlænger, selvom store klubber jagter ham

Det 19-årige stortalent Thomas Arnoldsen har valgt at blive i Skanderborg Aarhus til minimum 2023, selvom han kunne forlade klubben til sommer.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor smilene er ekstra brede i Skanderborg Aarhus i disse dage.

For ikke nok med at de har fået en god start på denne sæson med tre sejre i tre kampe, så kunne de mandag aften også fortælle, at stortalentet Thomas Arnoldsen har underskrevet en ny kontrakt.

Den nye kontrakt løber til 2023, hvilket den tidligere også gjorde. Men i den gamle var der en klausul, der betød, at Arnoldsen kunne forlade Skanderborg Aarhus til sommer, selvom hans kontrakt ikke var udløbet.

Det glæder direktør Mads Lind, at det unge stortalent ikke udnyttede den klausul.

- Thomas er en intelligent fyr, der bare gerne vil spille håndbold. Vi kan tilbyde ham et godt miljø, hvor man kan udvikle sig som et helt menneske, inden man skal videre. Og det skal han, for Thomas er uden tvivl et af Europas allerstørste talenter. Det er et scoop, at vi kan holde ham til minimum 2023, siger Mads Lind til TV 2 SPORT.

Hvor stor konkurrence var der?

- Stor. Meget stor. Der er rigtig mange, der gerne vil have fat i Thomas.

Han er det klart største talent i Danmark, som vi har på den position pt

Klavs Bruun Jørgensen, håndboldekspert TV 2 SPORT

Har dialoger med forskellige klubber

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har en række af de største danske klubber været ude efter ham.

Thomas Arnoldsen vil over for TV 2 SPORT ikke selv komme ind på konkrete klubber, men han vil gerne forklare, hvorfor han valgte at blive i den jyske klub.

- Jeg valgte at kigge på min udvikling, fordi der er nogle ting, jeg gerne vil arbejde videre på – for eksempel mit forsvarsspil – og det har jeg den bedste mulighed for at forbedre her, siger Arnoldsen.

- Jeg har haft nogle dialoger med forskellige klubber, men jeg fandt frem til, at det var i Skanderborg Aarhus, jeg ville være. Jeg har prøvet at lægge det bag mig og så tage den rigtige beslutning.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Klavs Bruun Jørgensen ser forlængelsen som en styrkelse af klubben - især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

- Jeg kan ikke forestille mig andet end, at de største klubber i Danmark har kontaktet ham. Fordi han er det klart største talent i Danmark, som vi har på den position pt.

- Han har niveau til de allerstørste klubber, og han kan udvikle sig endnu mere.

Senest deltog Arnoldsen i sommerens U19-EM i Kroatien, hvor holdet opnåede en femteplads i turneringen.