- Jeg forventer ingenting, siger Lauge om landsholdet
Rasmus Lauge gjorde i weekenden comeback efter en skadespause på næsten ti måneder.
I 2016 måtte Rasmus Lauge opgive OL på grund af en skade. Det samme var tilfældet i år.
Den danske Veszprem-profil har i den grad været uheldig, men nu er han tilbage på håndboldbanen. Efter en pause på ni en halv måned.
Et comeback, der falder få måneder inden, det danske landshold skal i aktion ved EM. Lauge forholder sig dog ydmyg, inden landsholdet skal udtages.
- Jeg forventer bestemt ikke at være med. Jeg forventer da ingenting. Det kommer an på, hvilket niveau jeg kan komme tilbage på. Jeg synes, jeg står relativt godt rustet, i forhold til jeg har været ude i ni en halv måned.
- Jeg mangler at blive prøvet helt af i kampsituationer, og det kommer jo så småt i løbet af oktober. Og det glæder jeg mig helt vildt til, siger han til TV 2 SPORT.
Bagspilleren har været henvist til sofaen på grund af en korsbåndsskade. For anden gang i karrieren.
'Superdejligt at være tilbage'
I weekenden gjorde han comeback, og det glæder selvsagt den danske stjerne.
- Det var superdejligt at være tilbage på håndboldbanen. Det skal der ikke være tvivl om. Det var fedt at få lidt minutter, og så må vi se, om det bliver til nogle minutter i Champions League i de kommende kampe.
- Om ikke andet er jeg tilbage, og det er dejligt at kunne spille håndbold igen, siger en glad Lauge.
Da TV 2 SPORT talte med Rasmus Lauge i december sidste år, var han meget klar i spyttet omkring, at han ingen intentioner havde om at stoppe karrieren på trods af de karrieretruende skader.
I stedet fik den 29-årige dansker kæmpet sig tilbage, og derfor er sigtekornet nu indstillet på landsholdet.
- Jeg er klar til at spille for landsholdet. Og det er også mit ambitionsniveau. Jeg håber på at snige mig med her til november, og om ikke andet komme til at spille mig i form til at være med i januar. Det er klart målet. Det lægger jeg ikke skjul på.
- Jeg skal vise, jeg er i form, og at jeg er berettiget til at være med. Det danske landshold ser rigtig, rigtig godt ud og har gjort i lang tid. Der er kommet gode, unge kræfter med, og det vil jeg helt sikkert gerne være en del af. Der er ikke noget, der givet i sportens verden, og jeg skal gøre mig fortjent til min plads.
Rasmus Lauge kan få sit comeback i landsholdslejren til november. Her mødes landsholdet fra 1.-7. november.
Det er et led i forberedelserne frem mod EM i Ungarn og Slovakiet i januar næste år.