Håndbold

Ni kontraktudløb i ligaklub bekymrer ekspert

Halvdelen af NFH's ligahold har kontraktudløb efter indeværende sæson. Blandt dem holdets omdrejningspunkt, Kristina Kristiansen.

Den øjeblikkelige situation er ikke rar for Kristina Kristiansen. Hun håber derfor på en snarlig afklaring.

Den tidligere landsholdsspiller og ubestridte stjerne i Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) har kontraktudløb til sommer, og det samme gør sig gældende for yderligere otte spillere i truppen.

Ifølge klubbens ledelse er forklaringen på de mange kontraktudløb, at ledelsen først skulle have et overblik over klubbens økonomi, inden forhandlinger med spillere kunne påbegyndes.

- Vi er først gået i gang med det efter ferien. Vi skulle lige have startet sæsonen op. Om vi er coronaramte, ved jeg ikke, men vi har et møde i næste uge, hvor vi skal lægge den sportslige linje for fremtiden, siger Ib V. Pedersen, formand i Guldborgsund Håndboldklub ApS, der er selskabet bag NFH's ligakvinder.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at coronasituationen har ramt os på økonomien, og vi venter på svar fra ministeriet om tilskud. Men der er ingen tvivl om, at vi går i gang nu her med at forhandle kontrakter, og vores ambitioner er de samme. Vi kan heller ikke stile højere på nuværende tidspunkt, men vores mål er at komme med i slutspillet og derfra en femte- eller sjetteplads. Det er dét, vi vil gå efter, når vi skal til at lave kontraktforhandlinger fremadrettet.

"Lyder, som om at NFH sover lidt i timen"

TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller er bekymret over de mange kontraktudløb og mener, at det er sent, at NFH-ledelsen lægger den sportslige strategi for fremtiden.

- Der er mange andre klubber, der allerede er på banen i forhold til at sige, hvilke spillere de gerne vil beholde, og hvilke spillere de vil ud og jagte. For mig lyder det, som om at NFH sover lidt i timen, siger hun.

De ni NFH-spillere med kontraktudløb til sommer

  • Johanna Forsberg
  • Celine Lundbye
  • Cecilie Greve
  • Kristina Kristiansen
  • Johanna Westberg
  • Nikita van der Vliet
  • Sofie Alnor
  • Sofie Flader
  • Emilie Steffensen

Den mener Ib V. Pedersen dog bestemt ikke, at NFH-ledelsen gør.

- Selvfølgelig har vi da haft snakke om, hvem vi vil fremadrettet og så videre, og vi har også nogle på tegnebrættet, men vi har ikke været ude endnu med det, fordi vi lige har skullet have styr på det hele.

- Jeg synes ikke, at vi er bagefter. Sidste år ved samme tid tror jeg ikke, at vi havde lavet nogen kontrakter. Den første kontrakt kom i november. Derfor kan man godt have forhandlinger, selvom man ikke har kontrakter, og det er nok dér, vi er, siger formanden.

'Mulle' klar til at gå ned i løn

Kristina Kristiansen, bedst kendt som 'Mulle', er klar til at gå ned i løn for at hjælpe den klub, som hun kom til i sommeren 2015.

- Ja, selvfølgelig vil jeg det. Selvfølgelig vil jeg også gerne have, at det kan køre rundt, fordi jeg lever af håndbolden. Men hvis jeg skal gå ned i løn, er det sådan, det skal være. Jeg vil rigtig gerne blive i Nykøbing og håber, at vi finder en eller anden måde, at det kan løses på, siger hun til TV 2 SPORT.

Hun anser stadig NFH-projektet som værende attraktivt, selvom klubben forud for denne sæson sagde farvel til landsholdsspillerne Lærke Nolsøe og Dione Housheer og erstattede dem med marginalspillere fra andre danske klubber.

- Nu bliver jeg ældre og ældre, og for mig handler det også om, at jeg skal hjælpe de unge og give fra mig. Det gør jeg nu, og selvfølgelig vil jeg stadig gerne præstere og udvikle mig og vinde titler, men det handler også om, at jeg kan hjælpe dem, der spørger. Det er lidt en blanding af det hele. Jeg nyder min rolle i Nykøbing og har det fint.

Hun lægger dog ikke skjul på, at den nuværende situation fylder hos hende.

Hvorfor er der ikke fundet ud af noget indtil nu?

- Det skal du ikke spørge mig om, det må du spørge klubben om. Vi er lige gået i gang med den her sæson, og man skal vel finde ud af, hvor mange penge man har, sponsorer til næste sæson og så videre, siger Kristina Kristiansen.

Formand tror på løsning med 'Mulle'

Ib V. Pedersen er overbevist om, at NFH og Kristina Kristiansen nok skal finde hinanden "på et eller andet niveau".

- 'Mulle' er en del af det her DNA, der har været, siden vi rykkede op og fik hende med. 'Mulle' er en vigtig brik og en fantastisk kulturbærer i vores organisation. Så det skal vi nok få på plads.

- Igen hænger det sammen med, at hvis vi ikke havde haft et coronaår, kunne det godt være, at vi var nået lidt længere. Vi skal lige have sikret os, at vi kan køre videre på den økonomi, der nu er, og hvad vi kan gøre med den økonomi. Så vi tager en snak med hendes agent her i næste uge, og så håber jeg da, at vi finder hinanden.

Har du penge nok til at forlænge med Kristina Kristiansen? Hun vil gerne gå ned i løn.

- Det kan jeg ikke stå her og sige. Det kommer an på, om vi kan blive enige, siger Ib V. Pedersen med et smil.

Skal ikke umiddelbart skære mere ned

NFH takkede i juli nej til en plads i EHF European League af økonomiske årsager. Ib V. Pedersen afviser, at klubben umiddelbart skulle være et sted, hvor den er nødt til at skære mere ned frem mod næste sæson.

- Sidste år var der corona, og vi vidste, at der var mange folk, der ville trække sig. En tur til Rusland koster 200.000 kroner, og havde vi ramt to af dem, havde det været katastrofalt. Men havde vi kvalificeret os direkte til det, havde vi også deltaget.

- Det var et wildcard, og der valgte vi at sige, at vi ville styrke os i stedet, siger formanden.

NFH tabte onsdag aften 30-42 til Herning-Ikast. Det var klubbens andet nederlag i træk efter sejre i sæsonens første tre kampe.