Håndbold

Stine Bodholt sætter landsholdet på pause

31-årige Stine Bodholt, der har spillet 71 landskampe, vil fremover ikke prioritere det danske landshold.

Hun har været med siden 2014 og har scoret over 100 mål for landsholdet.

Men nu kan det være slut med landsholdet for stregspilleren Stine Bodholt Nielsen, der i fremtiden vil vægte andre ting højere end det danske landshold.

- Det er langt væk. Rigtig langt væk. Det tænker jeg slet ikke på lige nu, og der lægger mit fokus overhovedet ikke. Jeg skal præstere for Horsens og få min familie til at fungere, så det er bare klubhold for mig, siger Stine Bodholt til TV 2 SPORT.

- Jeg har bare mærket efter, og jeg skulle finde glæden ved håndbolden, og det har jeg gjort her, hvilket er nok for mig. Som det ser ud lige nu, er landsholdet et afsluttet kapitel for mig.

Ekspert ærgrer sig

Dermed tyder meget altså på, at landstræner Jesper Jensen i fremtiden skal se andre veje, når han skal sætte sit landshold.

Det er ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ærgerligt, men også logisk.

- Jeg ærgrer mig da, men omvendt forstår jeg også situationen her, siger han.

Stine Bodholt Nielsen

Alder: 31

Position: Streg

Nationalitet: Danmark

Klub: Horsens Håndbold (HH)

Landskampe: 71

Landsholdsmål: 105

Landsholdsdebut: 2014

- Jeg tror også, det er sådan, at når hun kommer tilbage i superform i løbet af denne sæson, kan det hurtigt ændre sig. Hun er defineret ved at være en kolossal fighter, og fightere har det altså med, også selv om der sker noget privat, at få de store ambitioner tilbage, siger Nyegaard.

Familieforøgelse har sat karrieren i perspektiv

Det er efterhånden længe siden, at Stine Bodholt har repræsenteret det danske landshold. Ikke siden december 2019 har stregspilleren optrådt for Danmark, men det er ikke uden årsag.

I 2020 blev hun blev gravid, hvilket også betød, at hendes eventyr i franske Nantes blev sat på pause og endte lidt uforløst.

- Det var superfedt i Frankrig. Det første år var fedt, men så kom corona, hvilket var lidt ærgerligt. Så blev jeg gravid, og det var ikke planlagt, så jeg savner lidt den oplevelse, det egentlig skulle have været. Men det, at jeg har fået min søn Magne, overskygger det og har været det hele værd, siger Bodholt.

I februar i år kom hendes søn til verden, og Bodholt underskrev en kontrakt med Horsens Håndbold. Her begyndte hun officielt i sommer, og det er også her, at fokus nu er for danskeren.

- At komme hjem til den danske liga har jeg også glædet mig til. Jeg spiller med en anden mental tilstand nu, kan jeg mærke. Det er fedt, og det gør, at jeg bare nyder det.

- Nu er der noget i min hverdag, der er vigtigere end håndbold, og det har jeg ikke prøvet før. Førhen var håndbold det allervigtigste, men nu er det min søn. At prøve det er fedt.

Har savnet at spille håndbold

De mange måneders fravær fra håndbolden har været hårdt for Stine Bodholt, men det har også betydet, at hun nu virkelig nyder at være tilbage.

- Jeg elsker det. Jeg har savnet det. Det har været hårdt og en prøvelse, men det har også været godt for mig. Lige nu nyder jeg bare at spille håndbold, og synes det er sjovt, så det er det hele værd.

Tidligere i karrieren har Bodholt spillet i Viborg HK og Team Esbjerg.