I mandagsklummen ser håndboldredaktør Dan Philipsen tilbage på den forgangne uge i dansk håndbold.

Undskylder på forhånd, men vi åbner latrinært.

Få håndboldklummer handler om urin. Ingen omhandler forskellen på varmegraderne i urinen fra henholdsvis en thybo og en københavner. Og jo, jeg har spurgt Internettet. Uden svar.

"Vi høvler den afsted og ikke alt det fine københavnerpis."

Sagde Heine Eriksen virkelig det? Ja, det gjorde Aarhus United-træneren i sidste uges kamp mod Odense. Tv-kamp, timeout, glimrende lyd – Eriksen bragede ud, og vores seere fik deres urin-varme kaffe galt i halsen.

Nogle gjorde stuebordet rent og gik til tasterne. Ud på SoMe-prærien og plaffe omkostningsfrit løs. Hvad bildte sådan en bonderøv sig dog ind?

Enkelte var forargede over hans måde at tale til sin spiller på. For hans vrede var rettet mod den lovende fløjspiller Stine Holm, der tre gange i træk havde forsøgt vakse afslutninger mod stærke Althea Reinhardt. Københavneren Holm brændte hver gang, og så hakkede thyboen Eriksen timeout-knappen i bund som togføreren, der ser en barnevogn på skinnerne. Jeg formoder, at Eriksen efterfølgende har lagt en arm om unge Holm. Mon ikke, at de er videre.

Og jeg tænker, at københavnere før eller siden har sagt noget tilsvarende eller værre om thyboer. Jeg fornemmer tilmed, at livet kører helt fint videre i vores dejlige hovedstad.

Heine Eriksen gik straks efter slutfløjtet hen til vores vært i hallen og bad om at komme på tv for at sige undskyld. Men der er intet at undskylde. Hvis folk tror, at elitehåndboldspillere tæsker løs på hinanden og i samme moment taler sødt, så har de ikke forstået den aggressivitet og voldsomhed, dette spil lever af.

Således også ude på bænken. #FreeHeineEriksen

Ugens notabene

Russiske U19-landsholdsspillere taget for matchfixing. Overraskende, fordi det sker i håndbold. Ikke overraskende, fordi de er russere. Med dét lands rådne forhold til kombinationen sport og etik kan ikke komme bag på nogen. Jeg er ikke blind for, at utøjet matchfixing selvfølgelig også findes i håndbold. Men jeg mangler bevis for, at netop denne sport skulle være særlig hårdt ramt. Jeg ser ingen lavine på vej i håndboldens retning.

Har du nogensinde gjort dig den ulejlighed at se en bager lave træstammer? Præcisionen, hurtigheden og elegancen. Samt ikke mindst det smukke resultat. Altså akkurat ligesom at se Rasmus Lauge spille håndbold.

Den begyndte han på igen i den forgangne uge. Hvilken lykke. Også for ham. Jeg elsker de her comebacks efter store skader. I næsten ti måneder har Lauge kun haft dén dag for øje – dagen, hvor han igen kunne spille håndbold. Kun han ved, hvor hårdt det har været.

"Jeg forventer bestemt ikke at være med," sagde Lauge ydmygt om sin chance for at komme med til EM.

Gode Lauge, lad hellere være med at bestille ferie i januar. Du skal nu nok til Debrecen og Budapest med Mikkel, Niklas og andre drenge.

Sidste bemærkning handler om et andet gensyn. Det med Gudmundur Gudmundsson i dansk håndbold. Herligt forfriskende, at livlige Fredericia HK tager sådan en chance.

Om end ”Gummi” betragtes som en af spillets toptrænere, så mener jeg rent faktisk ordet ”chance” i dets rette betydning. OL-guldtræneren – for det vil han altid være i dansk håndbold – er berømt og berygtet for sine ekstreme krav til spillerne. Kan en trup under midten i den danske liga leve med det?

Måske er det lige præcis sådan en ansættelse, der giver Fredericia en hestesko tilbage til toppen af dansk håndbold. I givet fald er ansættelsen genial. Og hey, det er jo netop det, som gør elitesport så vidunderlig. Vi aner ikke, hvad der sker.