Forløsende skud efter 20 sekunder på banen

Norske Mishels Liaba spillede sin første kamp i ni måneder, da han og Fredericia tabte til Ribe-Esbjerg.

Der er sjældent grund til glæde, når en afslutning i håndbold rammer stolpen og ikke går i mål.

Men for Mishels Liaba gjorde det ikke så meget. 20 sekunder efter sin indskiftning i mandagens kampen mod Ribe-Esbjerg steg Fredericia-skytten til vejrs og hamrede bolden afsted.

Afslutningen var hans første i en kamp siden december 2020.

Var du sulten?

- Ja, det var jeg. Jeg er ikke bange for at tage det skud. Jeg ved, hvad jeg er bedst til, og det er at skyde, når holdet har brug for det, siger Liaba til TV 2 SPORT.

Den 26-årige nordmand skiftede i 2019 til Aalborg Håndbold, men blev efter én sæson i Nordjylland sendt sydpå til Fredericia.

Her har det altså været småt med håndbold på grund af problemer med akillessene og hæl. Og flere tilbagefald til træning, fortæller han.

- Det var dejligt at være på banen og bidrage lidt, siger han.

- Det er altid frustrerende at være ude så længe med en skade. Vi tog det dag for dag. Mit største mål er at spille mere og mere håndbold og tage dag for dag. Jeg har haft en del tilbagefald, hver gang jeg har trænet. Det har drillet, så nu håber jeg på, at det kommer til at fungere.

Liaba fik ikke scoret og måtte nøjes med én assist, da Fredericia tabte med 22-26 til Ribe-Esbjerg.

Fredericia har dog fået en fornem start på sæsonen med seks point i fem kampe og en sjetteplads.

Ribe-Esbjerg kom med sejren op på fire point i fire kampe og ligger på 11.-pladsen.