Håndbold

Hele Norden går til kamp mod bikinitvang

Ministre fra både Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island vil have IHF til at droppe reglen om bikinitvang i strandhåndbold.

Kvinderne SKAL spille i bikini, og herrerne SKAL spille i shorts og undertrøje, hvis de stiller op i strandhåndbold.

Men sådan bør det ikke være, mener fem nordiske ministre.

Dermed bakker de op om flere håndboldforbunds kamp for at få det internationale forbund IHF til at ændre reglerne om påklædning under kampe.

- Der skal ikke være et krav om, at kvindelige strandhåndboldspillere skal have bikini på, når de hellere vil spille i shorts. Der er ikke et lignende krav til mændene, og derfor skal der selvfølgelig heller ikke være et hos kvinderne. Kravet er forældet, og man skulle tro, det hørte et andet århundrede til. Og så har jeg også svært ved at se, hvilke sportslige grunde der skulle ligge bag, at kvindelige udøvere skal spille i bikini, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse fra Kulturministeret.

Kravet om bikini for kvindernes vedkommende og shorts/undertrøje for herrernes vedkommende er beskrevet på side 90 i dette regelsæt.

Ministrenes opfordring til at droppe bikinireglen er sendt i et brev, der er underskrevet af Ane Halsboe-Jørgensen (Danmark), Abid Raja (Norge), Amanda Lind (Sverige), Antti Kurvinen (Finland) og Lilja Alfredsdottir (Island).

Norge fik bøde for at spille i shorts

Tidligere har både det norske og det danske håndboldforbund kæmpet for at få IHF til at droppe reglerne om bestemt påklædning.

Ifølge det norske forbund var der i april øget forståelse og øget tilslutning blandt andre nationer, som ønsker at udvikle sig på ligestillingsfeltet, da det europæiske forbund EHF holdt kongres.

Senere på året stillede nordmændene op i shorts, da de spillede bronzekamp ved EM. Det udløste en bøde for at bryde reglerne.

Træk slideren til siden for at se forskellen mellem Norges spillerdragt i en gruppekamp og i bronzekampen.

Marielle Martinsen i aktion med forskellig beklædning under EM i strandhåndbold
.

Bøden til Norge vakte dengang stor debat. Blandt andet tilbød den amerikanske popstjerne Pink at betale den.

Det var også efter EM, at den daværende generalsekretær og nuværende formand for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, udtalte:

- Dansk Håndbold Forbund og jeg har den opfattelse, at reglerne er antikverede og ovenikøbet er på kanten af at være sexistiske, fordi de gør forskel på kønnene. Derudover oplever vi, at der er spillere, som ikke føler sig komfortable med at spille i bikiniunderdelen, og det kan jeg godt følge, sagde Morten Stig Christensen til TV 2 SPORT i juli.