Håndbold

Skanderborg tager stor skalp mod Skjern

Skanderborg Aarhus Håndbold spiller sig op på andenpladsen efter en sejr på udebane mod Skjern Håndbold.

Skanderborg Aarhus Håndbold byggede torsdag aften videre på en god sæsonstart, da holdet på udebane slog Skjern Håndbold 33-31.

Det betyder, at Skanderborg efter sejren lægger sig på en andenplads med otte point for fem kampe. Det er samme antal point som både Aalborg Håndbold og GOG, der ligger på henholdsvis første- og tredjepladsen.

Skjern har også otte point efter seks kampe.

Skanderborg, som i sidste sæson endte på en samlet syvendeplads, kom stærkt ind i torsdagens opgør med et højt energiniveau.

Det holdt spillerne halvlegen ud, hvorfor de kunne gå til pause med en føring på 20-14. Det kunne blandt andet lade sig gøre efter fem mål fra bagspilleren Mathias Bitsch.

Skjern kom bedre med i anden halvleg, hvor hjemmeholdet forsøgte at lægge et tryk på Skanderborg.

Det lykkedes til dels, men gæsterne formåede hele tiden at beholde et forspring på mindst to mål.

Det holdt helt til slut. Derfor var det Skanderborg-spillerne, som kunne række armene i vejret.