Håndbold

Norsk profil gør comeback i dansk håndbold

Emily Stang Sando vender tilbage til dansk håndbold efter et meget usædvanligt halvår i tyske Bietigheim.

Ambitiøse Horsens fortsætter oprustningen i jagten på de bedste hold i den danske håndboldliga for kvinder.

Østjyderne, der hentede tre danske landsholdsboblere før sæsonen og har ambitioner om slutspil og på sigt eventyr i Europa, henter den norske målvogterprofil Emily Stang Sando med øjeblikkelig virkning.

Det bekræfter både Horsens og Sando selv over for TV 2 SPORT.

Jeg er vågnet op fra en dårlig drøm, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med håndbold igen

Emily Stang Sando, ny spiller i Horsens Håndbold Elite

Udelukket i tysk klub

Emily Stang Sando, der har 30 A-landskampe for Norge og en fortid i både Team Esbjerg, Odense og København, kommer til Horsens fra tyske Bietigheim, hvor nordmanden var endt i en meget usædvanlig situation.

Bietigheim mener, at Sando har hjerteproblemer og ville derfor ikke bruge nordmanden hverken til træning eller kamp. Men Sando har selv opsøgt andre læger og specialister, der ikke mener, at hun fejler noget, og at hun godt kan fortsætte med håndbold på højeste niveau.

Derfor har Sando været på udkig efter en ny klub, der ville lade hende spille. Og det vil de i Horsens.

- Sando fejler ikke noget, og vi har fået fremvist lægeerklæringer på, at hun ikke fejler noget. Så det må stå for Bietigheims regning, hvad de har haft gang i, siger Horsens-træner Jan Leslie, der er begejstret over den nye tilføjelse til sit holdkort.

- Sando har vist i mange år på landshold og i Champions League, at hun har et højt niveau og er en dygtig målmand. Så da muligheden bød sig, slog vi til, fortæller Leslie til TV 2 SPORT.

Fire keepere i truppen

Nu står Horsens-træneren dog med lidt af et luksusproblem. Med Sando har Horsens nemlig hele fire keepere i gruppen - brasilianske Chana Masson, de to danskere Stephanie Andersen og Frederikke Mono Rasmussen og så Emily Stang Sando.

- Det er klart, at Chana og Sando bliver en duo nu. Stephanie er tredjemålmand og kommer med, når de andre to ikke kan spille. Og Mono bliver kun træningsspiller, fastslår Leslie, der har store forventninger til samarbejdet mellem Emily Stang Sando og Chana Masson.

- Vi synes selv, at vi - i al ydmyghed - har en af tabellens stærkeste målmandsduoer, lyder det fra Horsens-træneren.

Emily Stang Sando havde efter eget udsagn også tilbud fra blandt andet udenlandske Champions League-klubber, men ambitionerne i Horsens og trygheden i at vende tilbage til den danske liga, som hun kender så godt i forvejen, var vigtigere efter en hård tid i Bietigheim.

- Jeg er vågnet op fra en dårlig drøm, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med håndbold igen. Det har været et hårdt halvt år uden håndbold og med mange frustrationer, siger Sando til TV 2 SPORT.

- Jeg har virkelig lyst til at være med til at bygge noget op her i Horsens. Det glæder mig til, siger nordmanden.

Emily Stang Sando har underskrevet en treårig aftale frem til sommeren 2024 med Horsens, som aktuelt er nummer 11 ud af 14 hold i Bambusa Kvindeligaen.