VM i wildcard, jagtet af europæisk storklub og 75.000,- til fest
TV 2 SPORTs håndboldredaktion fortæller om stort og småt, der bliver talt om ude i hallerne.
Det er blevet den tid på året, hvor vi glæder os til jul og til det næste 'VM i wildcards' - det internationale håndboldforbund IHF's årlige invitationsturnering af et verdensmesterskab.
Først fik Polen en fribillet til kvindernes VM til december, og i den forgangne uge modtog Kina sørme også en invitation til at komme til Spanien. Den folkerige nation havde meldt afbud til den asiatiske kvalifikation, hvor der denne gang kun var fem - mod normalt seks - VM-billetter at kæmpe om, fordi der kun deltog 11 hold mod normalt 12. Det meldte IHF dog først ud på sin hjemmeside den 23. september - ni dage efter de asiatiske mesterskaber var begyndt og samme dag som turneringens semifinaler. Tør vi håbe på, at de asiatiske hold fik beskeden lidt tidligere end alle os andre..?
Mens VM-puslespillet er ved at blive lagt, er spillerkabalerne rundt om i de danske klubber det samme. Det er nu, at de bedste spillere får deres fremtid fra næste sæson på plads - hvis de ikke allerede har fået det. Normalt foregår møder om den slags i afsides mødelokaler eller private hjem - langt væk fra nysgerrige og nyhedshungrende øjne - så det var usædvanligt, da SønderjyskEs sportsdirektør Simon Lindhardt gjorde kur til den tidligere landsholdsstreg Jacob Bagersted i fuld offentlighed til superligabold i Haderslev - og selvfølgelig blev spottet af den lokale nyhedsspøjte JydskeVestkysten. Intet er dog på plads endnu, som vi hører det - og andre danske klubber har også et godt øje til Bagersted.
En anden, der bliver hevet meget i, er Viborgs guldfugl Kristina Jørgensen. Den franske storklub Brest har for nylig forsøgt at få 269-målmageren fra sidste sæson på et fly sydpå hurtigst muligt. Brests montenegrinske bomber Jaukovic er blevet korsbåndsskadet, så franskmændene er på jagt efter en 'medical joker', som de kalder det på de kanter. Viborg virker dog ikke klar til at slippe sin største stjerne lige nu og reelt sælge chancen for succes i denne sæson - selv om Jørgensen kan vise sig at være fortid i Viborg til sommer, hvis hun udnytter en klausul, der er i hendes kontrakt.
Mens Brest altså jagter én dansk landsholdsspiller, kan en anden være på vej væk fra den franske klub. Officielt har den danske landsholdsanfører Sandra Toft ganske vist kontrakt i Brest til sommeren 2023, men den skulle også indeholde en bagdør, der giver danskeren mulighed for at smutte til sommer. Måske hjem til Danmark? Dialogen er i hvert fald heftig lige nu mellem flere af de danske topklubber og Toft-lejren, der er gang med at undersøge, hvilke muligheder 31-årige Toft har i Danmark - og hvilke klubber, der har råd...
Og apropos penge - vi slutter ugens 'Hørt i hallen' med en længe ventet check. Før sommeren var Ribe-Esbjerg mildt sagt rasende over at miste både pokalseedning, sejren i kvalifikationsspillet og ikke mindst den medfølgende præmiecheck på 75.000 kroner som en konsekvens af Århus Håndbolds konkurs. Nu har de imidlertid fået dem alligevel. Det magtfulde Udvalget for Professionel Håndbold valgte i løbet af sommeren, at Ribe-Esbjerg og Mors-Thy - vinderne af kvalifikationsspillet - begge skulle have 75.000 kroner på grund af den usædvanlige situation. Det er de nok ekstra glade for på ledelsesgangen i det vestjyske. Eftersigende fik spillerne nemlig pengene på forskud af ledelsen og har allerede brugt dem til bødekassefest..
Du kan skrive til ’Hørt i hallen’ på hoertihallen@tv2.dk, hvis du har hørt noget i hallen, som vi bør vide.