Håndbold

- Det har været en hård periode, siger Pytlick

Jan Pytlicks karrierestop har været undervejs i noget tid. Overskuddet er ikke længere det samme, og nu skal familien have fokus.

31 år - over halvdelen af sit liv.

Så længe har Jan Pytlick været håndboldtræner på øverste niveau, og det har slidt på krop og sind. Derfor er den tidligere kvindelandstræner nødsaget til at indstille karrieren til sommer.

- Det handler om, at der skal være overskud til tingene, og der har jeg været igennem en hård periode. Derfor har jeg truffet beslutningen om at stoppe til sommer. For min egen og for min families skyld, siger han til TV 2 SPORT.

- Det er noget, jeg har tænkt over et stykke tid. Der har været ting i det private, hvor der også har været noget sygdom jeg skulle forholde mig til. Så jeg har reflekteret over, hvad der skulle ske i mit liv, og jeg er kommet frem til, at der skal ske noget nyt.

Jan Pytlick har inden for den seneste tid mistet sin mor og har en sygdomssvækket far. Derfor prioriterer han nu at give sin familie mere fokus. Det fremgår af en pressemeddelelse fra hans nuværende klub SønderjyskE Håndbold.

Uklar fremtid

Pytlick glæder sig nu over, at han og familien kan starte et nyt kapitel i tilværelsen, men hvad fremtiden byder på, er endnu ikke fastlagt.

- Jeg har ingen ide om, hvad der skal ske efter sommer. Måske bliver jeg i håndboldverdenen og måske skal jeg lave noget helt andet.

Jan Pytlick

Som landstræner for kvindelandsholdet

  • Debut: 01-07-1998
  • Sidste kamp: 17-12-2014
  • Antal kampe: 389
  • OL-guld i 2000 og 2004
  • EM-guld i 2002 og sølv i 1998 og 2004

Som klubtræner

  • 1991-1995: Cheftræner i GOG (kvinder).
  • 1995-1997: Cheftræner i Team Esbjerg (herrer).
  • 1997-1998: Cheftræner i GOG (herrer).
  • 2006-2007: Cheftræner i GOG (kvinder).
  • 2016-2019: Cheftræner i Odense Håndbold
  • 2020-2022: Cheftræner i SønderjyskE (herrer)

Jan Pytlick er uddannet murer, men har i mere end 30 år været håndboldtræner. Og selvom han ikke vil udelukke at lave noget helt andet, er der ét job i håndboldverdenen, han er lidt lun på.

- Jeg har altid haft en lille drøm om at blive sportschef i en håndboldklub og bygge en klub op. Men det kan også være, at jeg skal lave noget helt andet. Jeg ved det simpelthen ikke.

Vil huskes for de menneskelige ting

Jan Pytlick hæfter sig ved flere ting, da han bliver adspurgt til sine største sportslige bedrifter. Blandt andet EM-guldet på hjemmebane i 2002 betyder meget for træneren, men han glæder sig lige så meget over andre ting.

- Jeg synes, det har været så fedt at udvikle og arbejde med mennesker. Nogle af landsholdspigerne kendte jeg jo fra da de var 15 år, så det har været fedt at følge dem over årene.

- Jeg vil gerne huskes som en, der altid behandlede folk værdigt. Det betyder faktisk mest for mig.

I sommeren 2020 underskrev Jan Pytlick en 3-årig kontrakt med SønderjyskEs herrehold, men stopper altså samarbejdet før tid, når Pytlick i sommeren 2022 indstiller karrieren.