Håndbold

Giv spillet tilbage til aktørerne

TV 2 SPORTs håndboldredaktion bringer hver mandag en klumme om de seneste begivenheder.

Tilbage i februar skrev jeg en mandagsklumme om, at nu var det blevet for meget med trænernes jagt på dommerne.

Både udi simpelt råberi, men også i uskøn gestikuleren, der ikke skjulte, at dommeren burde få en vis kropsdel hasteundersøgt.

De efterfølgende måneder gav mig grund til optimisme, for jeg følte, at mange trænere havde taget kritikken ad notam.

Forud for den igangværende sæson udsendte Bjarne Munk Jensen – i sin egenskab af formand for elitedommerudvalget – nye retningslinjer for trænernes ageren i forbindelse med kamp.

Jeg skal ikke gå i detaljer med det voldsomt rigide reglement. Blot give et enkelt eksempel på, hvor rigidt en loverklæring kan lyde:

”Det er ikke tilladt for to holdofficials – eller flere - at stå op samtidigt med front mod banen."

Det er her, kæden falder af. Trænere skal gudhjælpemig have lov til at coache, til at interagere med hinanden i forsøget på, at give deres respektive hold de bedste forudsætninger for at få marginal et, to og tre over på deres side.

Håndbold et ét af de spil, hvor trænere har allermest indflydelse på kampens udvikling. Simple og kendte tal synliggør dette. Op til 16 mand på holdkortet. Udskiftninger må foretages næsten konstant, hvis det ønskes. Spillet er uhyre detaljepræget og boldbesiddelse per hold er normalt på den rigtige side af 50 per kamp.

Læg dertil, at spillet i højere og højere grad tager udgangspunkt i et enormt analyse- og dataarbejde, der i de kommende år kun vil blive intensiveret yderligere.

Mange klubber bruger rigtig mange penge på at have ekstraordinære kompetencer på flere af spillets delelementer, såsom forsvars-, angrebs- og målmandsspillet. Hvorfor flere klubber prioriterer eksempelvis at have en målmandstræner med på bænken.

Yderligere har de fleste hold spillere med ekstraordinære kompetencer, så de har afgørende ord at skulle have sagt på både forsvars-og angrebsspillet.

Fakta er, at alt dette skriger på kommunikation mellem de involverede parter.

Selve spillets psykologi er også værd at have for øje. Ingen træner - trænere - coacher for alvor fra en siddende position. Du er nødt til at være i bevægelse. Nødt til at få kampen ind under huden og pulsen op for at kunne træffe her-og-nu-beslutninger.

Jeg kunne også spørge: Hvor mange siddende trænere har vundet mesterskaber i håndboldens efterhånden lange historie?

Held og lykke med svar!

Danmark bør sætte sig i spidsen for en udvikling, hvor der skabes respekt for trænere og deres metier

Bent Nyegaard

Lov og orden er lagt i hænderne på det observatørkorps, der er en uundværlig del af afviklingen af en håndboldkamp.

Så har vi med endnu et vurderingselement – oveni dommernes enorme vurderingsopgave - at gøre.

Jo flere vurderinger, jo flere muligheder for fejlfortolkninger, og det rækker altså som skrædder i helvede efterfølgende på et møde at få konstateret, at her begik observatøren desværre en fejl, når træneren lige har tabt kampen med 30-29.

Jeg er helt med på, at disse retningslinjer går hånd i hånd med det, der er dagens trivialitet internationalt, hvor ro i udskiftningsområdet har været det helt store mantra de sidste mange år.

Lad mig fastslå: Trænere, ledere og spillere skal opføre sig ordentligt og være med til at afvikle kampe professionelt og med respekt for hinandens forskellige funktioner.

Snarere end lydigt at følge det internationale system, bør Danmark – som én af verdens absolut førende håndboldnationer – sætte sig i spidsen for en udvikling, hvor der igen skabes respekt for trænere og deres ret til at udføre den metier, de er ansat til at udøve.

Giv spillet tilbage til aktørerne.

Ugens notabene

Den går til Viborg HK, der har haft en grusom uge.

Først farvel til Santander Cup inden det forjættede Final 4-land. For fjerde år i træk, dog denne gang uden at kampen skulle afgøres i forlænget spilletid, som det har været tilfældet de tre seneste år.

Dernæst lørdagens ydmygelse for øjnene af egne fans i Vibocold Arena, hvor Herning-Ikast Håndbold bankede hjemmeholdet med hele 33-23.

Sæsonen startede ellers flot. Som den også skulle. Viborg var det eneste topmandskab, der ikke leverede spillere til OL 2020 i Tokyo. Hvad de umiddelbare konkurrenter – Team Esbjerg, Odense Håndbold og Herning-Ikast Håndbold – gjorde i endda rigelige mængder.

Super Cuppen blev vundet hjemme i vante omgivelser på bekostning af Althea Reinhardt & Co.

Team Esbjerg fik bank i Blue Water Dokken, og kampene i Bambusa-Ligaen gav ikke Kristina Jørgensen og hendes veninder nogen former for problemer.

Den grusomme uge afspejler meget præcist, hvad Jakob Vestergaards problem er netop nu. Når kontraspillet – og her er viborgenserne i en klasse helt for sig - ikke fungerer, kniber det alvorligt med at skabe kvalitative scoringsmuligheder.

Effektivitetsprocenterne for en altdominerende spiller som Kristina Jørgensen – midt 40’erne – vedbliver at være en problematik.

Selvfølgelig er det uheldigt, at nyerhvervelsen Mathilde Rivas-Toft er ude med en skade. Selvfølgelig er det brandærgerligt, at Kristina Jørgensen får problemer med sin arm i den afgørende del af kampen mod Herning-Ikast, og ligeså selvfølgelig irriterende, at Ida-Marie Dahl skadesbetinget måtte se til fra tilskuerpladserne, men summa summarum er, at for få ting virker, når sejrene ikke kan løbes hjem.