Håndbold

Fik ondt i maven over dommerbrok – derfor får han stadig gule kort

Nicolej Krickau tager gerne et gult kort, så længe karakteren af hans brok er anderledes end for over et halvt år siden.

- Jeg må kigge mig selv i øjnene og fortryde den måde, som jeg i alt for lang tid har kommunikeret med dommerne på.

Det var ordene fra GOG-træner Nicolej Krickau i februar om sit brok over dommerne. Her fortalte han, at han fik ondt i maven over sin egen opførsel, og at han havde i sinde at kigge sig selv i øjnene og ændre på det.

Over et halvt år senere får Krickau fortsat gule kort for at brokke sig. Det skete senest onsdag aften, da GOG-træneren fik en advarsel for at brokke sig over dommerne i pokalkvartfinalen mod Skjern.

- Der er meget stor forskel på den dybde, mit brok havde dengang, kontra det, den har nu. Jeg føler mig overbevist om, at de dommerpar, jeg har brokket mig til sidenhen - og det er mange - at mit brok er af en helt anden karakter og på ingen måde noget, som nogen bør blive ked af, siger Nicolej Krickau til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Men det betyder jo ikke, at jeg ikke hellere ville lade være med at brokke mig.

Tager gerne gule kort, så længe han mærker fremskridt

I kampens hede er det dog svært at holde igen, erkender han. Han er dog glad for den personlige udvikling, han har gennemgået på sidelinjen under kampene.

Derfor tager han gerne imod et gult kort med hist og her.

- Det gule kort i sig selv generer mig overhovedet ikke, for dem er der væsentligt kortere til, end der var tidligere. Men det generer mig i det øjeblik, at jeg kan mærke, at det går ud over mit hold, eller hvis jeg har været for personlig over for dommerne.

- Dér er jeg ikke lige nu. Jeg synes, at jeg har rykket mig et par centimeter, og at karakteren af mit brok er anderledes. Men jeg vil gerne være endnu dygtigere, siger han.

GOG vandt onsdagens pokalkvartfinale med 31-28. En kvartfinale, der blev spillet på højt niveau i en kulisse, dansk håndbold kan være stolt af.